Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II. Den romantiske Skole i Tyskland - IV. Tieck og Jean Paul
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Tieck og Jean Paul
249
Det er ikke uden Betydning, at vi straks kan
føre et romantisk Arbejde tilbage til den franske
Materialisme; det er i Virkeligheden fra den, at
den mørke romantiske Skæbnetro stammer. Lovell
er en Bog, hvis Læsning i vore Dage er i høj
Grad besværlig. Formen er trættende bred, alle de
Optrædende staar som i Taager. Bipersoner som den ædle
gamle Tjener er kedelige Mindelser om Richardson,
og der findes hverken et drastisk Træk eller en
plastisk Situation. Bogens Fortrin, der er ligesaa
tyske som dens Mangler, bestaar i en udholdende og
haardnakket Sjælegranskning. Dens Helt er en Yngling,
der lidt efter lidt langsomt og sikkert føres til
at opløse alle faste Livs-magter, alle overleverede
og godkendte Regler for Livet paa en saadan Maade,
at han ender i en ren Forbrydertilværelse med en
forhærdet Egenkærlighed til Grundvold. Man har Uret,
naar man undrer sig over, at Tieck i saa ung en Alder
kunde skildre Sligt. Er det ikke netop i de tidligste
Ungdomsaar, at Ynglingen, hvis Blik endnu slet ikke
formaar at vende sig udad, men som bestandig er
sysselsat med alt det Forunderlige, der viser sig for
ham, naar han ser ind i sit eget Hjerte, uafladeligt
maa optrævle sig selv, undersøge sine egne Tilstande,
se sig i det Spejl, som hans egen Bevidsthed rækker
ham? Der gives for mange Sind ingen mere selvkritisk
Alder end Tidsrummet omkring det tyvende Aar. Man har
endnu saa god Tid i Livet, saa god Tid til at gøre
sig Rede for sig selv; man tilbringer sine Dage med at
lære det Instrument at kende, hvorpaa man hele Livet
igennem skal spille; man stemmer det; man agter paa,
hvorledes det er stemt. Den Tid er endnu fjern, hvor
man raskvæk overtager sig selv og benytter sig som
Instrument, hvad enten det er som Violin eller som
Brækjern eller som hvad det nu kan falde. Og byder
Omverdenen ved Omstændighedernes Beskaffenhed hverken
Opgaver eller Næring, og vedbliver Selvet at leve af
sit eget Blod, da maa uundgaae-ligt Grubleriet føre
til, at Personligheden opplukkes eller udhules. Det
for Digteren, for Retningen, for Tidspunktet
Ejendommelige er her det Følelsens Fantasteri,
hvori det selvprøvende Grubleri slaar over. Den
Enkelte vover for Alvor at gøre sit tilfældige Jeg,
som har opløst Alt, hvad der efter Skik og Vedtægt
har Krav paa Ærbødighed, til alle Tings Rettesnor og
alle Reglers Ophav. Her er Forvridningen af Fichtes
Grundtanke utvetydig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
