Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II. Den romantiske Skole i Tyskland - VI. Den romantiske Formaalsløshed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
262 Tysklands romantiske
Skole
bestandig rastløs, raslende, daskende, aldrig træt
med flyvende Albuer, klirrende Pinde, evig Larm hun
Strikkestrømpen tumled med ihærdig Kraft.
Pudsigst bliver denne Satire, hvor den frivilligt
eller ufrivilligt kommer til at se ud som en Parodi
paa den bekendte romerske Elegi, hvor Goethe trommer
Heksametret paa sin Elskedes Ryg:
Engang, da Ægtelejet helligt favned os
- paa Himlen skinned Lunas kyske Lys -
attraaende den gyldne Afrodites Gunst
omflettet jeg af sølverhvide Arme laa,
og drømte om, hvad Underbarn af slig en Nat,
hvad for en Helt, kraftpansret, stor, af dette Skød
der vel i Tidens Fylde vilde L}rset se -
Da føler jeg paa Ryggen over mig lette Slag,
indbilder mig, at Kærtegn kildrer Skuldren mig,
og smiler fromt og sindrigt til min søde Brud.
Men Skuffelsen mig ramte med sin Helvedskval;
thi Strikketøjet dansed lystigt paa min R}Tg,
ja just i Hælens Bøjning stod Arbejdet, hvor
den Kyndigste endog, af Tællen træt, taer fejl.
Overfor en saadan Dyrkelse af det Nyttige forstaar
man, at Formaalsløsheden anbefales.
Men Formaalsløsheden hænger sammen med
Lediggangen. «Kun Italienere, hedder det, forstaar
at gaa, kun Orientalere forstaar at ligge, men hvor
har Menneskeaanden udviklet sig finere og sødere end
i Indien! Og i alle Himmelstrøg er det Lediggangen,
der adskiller Fornemme og Simple, og som derfor er
det egenlige Adelsprincip.»
Denne sidste Ytring er lav, men ved sin Frækhed
saa meget mere betegnende. Dette er Maaden, hvorpaa
Romantiken stiller sig til Menneskehedens Mængde. Det
at have Raad til Intet at bestille, det er for den det
sande Adelsbrev. De, som driver de brødløse Kunster og
forsørges af Andre, Konger og Riddere som i Fouqués
og Ingemanns Romaner, Kunstnere og Poeter som hos
Novalis og Tieck, det er dens Helte. Den udskiller sig
fra Menneskeheden. Den vil Intet udrette for den, den
har kun sine Foretrukne for Øje. Helten og Heltinden
i Lucinde, det er den geniale Kunstner og Genikvinden;
det er Natur- eller Kunst-Ægteskabet mellem dem alene,
som forherliges. Derfor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
