Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II. Den romantiske Skole i Tyskland - X. Forhold til Kunsten og Naturen. Landskabet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
310 Tysklands romantiske
Skole
Hus et Mindesmærke om Fortiden, hver Brønd, hver Bænk
et Vidnesbyrd om Fædrenes stille, simple og tankerige
Liv. Endnu havde ingen bleg Overkalkning gjort Husene
ens. De prangede stateligt med brogede Billeder, der
var laante fra Digtninge og Sagn. Ottnit og Siegenot,
Dietrich og andre gammeltyske Helte stod udskaarne
som Beskyttere og Vogtere over Dørene. Der hvilede
over den gamle, ærværdige Rigsstad med dens Vidundere
og Underligheder en Duft af Poesi, som Politikens
og Oplysningens Trækvind paa andre Steder forlængst
havde bortblæst.»*)
Nurnberg er jo i og for sig en herlig By. Men
det forstaar sig, at Middelalder, gamle Huse,
gamle katolske Kirker, gamle Niebelungenhelte
over Dørene, det var Noget for to unge, begyndende
Romantikere. Deres Sværmeri for det skønne Nurn-bergs
Skatte er i og for sig langt naturligere end det
attende Aarhundredes lange Blindhed for dem. Som
Ordet «gotisk» endnu for Lessing kun havde betydet
«barbarisk», saaledes havde den tyske Renæssance
været Winckelmann en lukket Bog. Nu blev Nurnbergs
Herligheder betragtede med friske Øjne. I en Slags
Kunstrus gennemgik Vennerne Kirkerne og Kirkegaardene,
de stod ved Albrecht Durer’s og Hans Sachs’s Grave,
og idet en svunden Verden nu steg op for deres Blik,
blev det gamle Nurnbergs Liv af sig selv til en
Kunstroman for dem. Det Afsnit i Hjerteudgydelserne,
som fører Titlen: Albrecht Dårer’s Æresminde,
bliver det første Foster af disse Stemninger og
samtidigt et Udtryk for den unge Forfatters varme
Nationalfølelse. <Da Albrecht førte Penslen, da var
Tyskeren endnu en ejendommelig og udpræget Karakter
paa Verdensskuepladsen, og hans Billeder gengiver,
ikke blot udvortes, men ogsaa inderligt, denne
tyske Karakters alvorlige, ligefremme og kraftige
Væsen trofast og tydeligt. I vore Dage er dette Præg
gaaet tabt i Kunsten som i Livet. Den tyske Kunst,
der indenfor Nurnbergs Ringmure var en from, husligt
opdraget Yngling, er nu blevet til en Verdensmand,
der med det Smaastadsagtige ogsaa har mistet sin
Ejendommelighed.»
Og dog er denne Nationalfølelse i Kunsten ikke
Grundfølelsen hos Wackenroder; den hviler i en mere
omfattende. Først og sidst prækes i den lille Bog imod
al Utaalsomhed i Kunst. Udløsningen fra al Regeltvang,
begrundet paa den dybe og ægte
*) Kopke: Tiecks Leben I. 159.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
