Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II. Den romantiske Skole i Tyskland - XII. Det romantiske Gemyt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det romantiske Gemyt
369
Historiens titaniske Magter indesluttede, ja bedøvede
i en Valmue-Døs. Det blev Nat omkring dem, de følte
Mørkets og Dødens Vellyst, de levede endnu kun et
Planteliv som Syvsovere, og forstenedes til Slutningen
helt. I den indre Verden laa alle Aandens Rigdomme,
men som døde Skatte og hvilende Masser, som sindrige
efter Matematikens Love formede Krystaller omtrent
som Guldet og Sølvet i Jordens og Bjergenes Indre, og
Digteren blev til en Bjergmand eller en Bjergtagen,
der steg ned under Jorden og frydede sig ved Alt,
hvad han saa.
Men medens han opholdt sig dernede, gik Alt paa
Jorden i den ydre Verden sin Gang. Den ydre Verden
lod sig ikke i mindste Maade anfægte af, at Digteren
og Tænkeren opløste den i den indre. Thi han opløste
den jo nemlig ikke grovt og udvortes som en Mirabeau
eller en Bonaparte, han opløste den kun indvortes i en
indre Verden. Da han altsaa paany steg op fra Gruben,
da hans Bjergtagning var tilende, da viste det sig,
at den ydre, den opløste Verden befandt sig meget vel,
aldeles ved det Gamle. Alting stod udvortes koldt
og raat, det, som han i sit Hjerte havde smeltet -
og da den ydre Verden aldrig havde sysselsat ham,
og da den syntes ham næsten ligesaa natlig og mørk
og lysfjendsk og søvndysset som hans indre, saa gav
han den sin Velsignelse og lod den staa.
Det Profetiske i N ovalis’s Ydre og Optræden, hans
fuldt-lødiske lyriske Talent, hans særegne Skønhed
og især hans tidlige Død har foranledigt Kritiken
til at sammenligne ham med den unge engelske Digter
Shelley, der blev født tyve Aar efter ham. Blaze de
Bury har i Revne des deux mondes fremdraget denne
Overensstemmelse. Han siger: «Shelleys Poesi nærmer
sig meget til Novalis’s, og det er ikke alene ved
fysiognomiske Træk, at disse to sjældne Digtere
ligner hinanden. Betragtning af Naturen, Gætning af
dens mindste Hemmeligheder, en udsøgt Forening af
Følsomhed og Grubien over Tingenes sidste Grunde,
og dertil Mangel paa Haandgribelighed, Spejlbilleder
og ingen Skikkelser, en Stigen imod det Højeste,
som ender i det Blaa, er fælles for dem.»
Disse formelle Ligheder udelukker imidlertid ikke den
uhyre, dybtgaaende Ulighed, den polære Modsætning
imellem disse to tilsyneladende saa ensartet
anlagte Digtere, af hvilke den ene gaar forud for,
den anden følger efter det store aandelige Omslag i
Aarhundredets første Halvdel.
Man genkalde sig blot Hovedtrækkene af Shelleys Liv.
Adeligt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
