Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II. Den romantiske Skole i Tyskland - XIII. Længselen, den blaa Blomst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
394 IVsklands romantiske
Skole
alle Hindringer ryddes af Vejen uden Arbejde,
uden Indsigt og uden Møje.
Det er evig sandt, at vi længes. Og det er ikke
mindre sandt, at vi maa bygge paa noget Vist. Men
under al den Uvished og Utryghed og Tvivl,
hvoraf vi er omringede, er der Et, som er vist og
ubortdisputerligt, det er Smerten. Og som Smerten
er vis, saaledes er ogsaa Lindringens og Befrielsens
Gode vist. Det er vist, at det er højst ubehageligt
at være lidende, bunden eller fængslet; det er vist,
at det er en stor Vederkvægelse at blive helbredet,
at faa sine Baand løste, at faa sit Fængsels Dør
slaaet op paa vid Gab. Hic Rhodus, hic salta! Her er
en Frihedens Gerning at gøre. Man kan gaa med Hovedet
fuldt af Vaklen og Tvivl, hverken vide ud eller
ind, hvad man skal tro eller hvad man skal gøre:
i det Øjeblik man paa sin Gang opdager, at der er
En, som har faaet sine Fingre i Klemme, at en eller
anden tung Dør er faldet i paa et Medmenneskes Haand,
da er der ikke mere Tvivl om, hvad man har at gøre;
man maa se at faa Døren op og Haanden ud.
Og nu træffer det sig saa heldigt eller saa uheldigt,
at der altid er nok, der har faaet Fingrene i Klemme,
nok, der lider, nok, der sidder i alle Arter af
Fængsler, Uvidenhedens, Afhængighedens, Dumhedens
og Trældommens Fængsler. Dem maa vi have ud, og
derpaa maa vort Liv være rettet. Romantikeren jager
egenkærligt efter sin personlige Lykke og mener,
at han selv er af uendelig Vigtighed. Den nye Tids
Barn vil ikke spejde op til Himlen efter sin Stjerne
eller ud i Horisonten efter den blaa Blomst. Længsel
er Uvirksomhed. Men han vil virke. Han vil forstaa,
hvad Goethe mente med at lade Wilhelm Meister ende
som Læge.
Og saa lidet som en Livsanskuelse kan grundes
paa Længselen, saa lidet en Poesi, der har et
Forhold til Livet og der i Tidens Længde kan
tilfredsstille. Digtningens Opgave er altid den,
i sammentrængt Form at give et Billede af et Folks
og en Tidsalders Liv. Romantiken har kastet Vrag paa
denne Opgave. Den har, som man mest typisk iagttager
det hos Novalis i Tyskland, hos Schack Staffeldt i
Danmark, sløjfet den hele ydre Virkelighed for ud af
Digterens Indre, af hans poetiske Længsel at skabe
et digterisk-filosofisk System. Den fremstiller
ikke Menneskeliv i Bredden og Dybden, men nogle
aandrige Per-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
