Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II. Den romantiske Skole i Tyskland - XIV. Arnim og Brentano
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
398 Tysklands romantiske
Skole
legemliggjort noget af (let Bedste i hans eget
Væsen; desværre har han ikke formaaet at meddele den
tilstrækkeligt Liv; der ligger en Drømmetaage om denne
Mand, der lever i de fineste Følelser, uafladeligt
skriver Vers og stedse taler et romantisk be-aandet
Sprog.
Romanens Vendepunkt er den unge Grevindes
Forførelse. Hun besnæres af en spansk Hertug, der
under et falsk Navn og med en urigtig Titel faar
Indpas i Huset og som ikke blot højligt smigrer
hendes Forfængelighed, men ved Mesmersk Magnetisme
bringer hende under sin Indflydelse og med kun
altfor romantisk Mystik indbilder hende, at han
staar i hemmelighedsfuld Forbindelse med højere,
ja med guddommelige Magter. Det er, som havde
Arnim ved Udførelsen af denne Skikkelse tænkt
paa Zacharias Werner som Model. Man finder hos
ham nøjagtigt samme Blanding af fræk Lystenhed og
fromladent Hemmelighedskræmmeri, og det er endogsaa
sikkert, at der hos Wer-ners Moder udviklede sig
den fikse Idé, at hun var Jomfru Maria og hendes
Søn Verdens Frelser, hvad der afgiver en interessant
Parallel til det følgende Sted. I Grevinde Dolores
skildres. Forførelsen - desværre ikke talentfuldt -
saaledes:
Markesen saa med et stort Blik i Vejret, løftede
sine Hænder og syntes ydmygt at hilse et Væsen
over ham. Han sagde noget, men hun hørte ikke,
hvad det var, og ængstelig spurgte Grevinden ham,
hvad han saa. Han svarte, at han saa Guds Moder,
der trykkede hende ind til ham og som holdt en Krans
af Roser over hendes Hoved med de Ord: Følg mig
efter! Dolores trykkede sig forskrækket op mod ham,
og indbildte sig, at hun blev trykket ind til ham ;
hun mærkede hans Aande, indbildte sig, det var den
guddommelige Aande, og udraabte: «Jeg føler hende,
jeg føler hendes Aande, den er hed som Østerland og
som en Moders Kærlighed.» - Da raabte han: «og jeg er
hendes Søn!> og styrtede sig i krampagtig Skælven hen
over Grevinden. Allerede ofte før havde han talt til
hende om en underfuld Fornyelse af det hellige Sagn;
hun syntes bevidstløs, da hun fremstammede Ordene:
«Ja, det er dig, du Vældigste, du Helligste, som er
blevet skænket mig iklædt svag, menneskelig Natur!>
- «Og du er min evige Brud* sukkede han.
Det synes næsten, som havde Arnim her engang ved Hjælp
af opdigtede Figurer villet fremstille sine romantiske
Meningsfællers, en Werners eller en Brentano’s,
mystisk-sanselige Ud-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
