Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - II. Den romantiske Skole i Tyskland - XV. Mystiken i det romantiske Drama
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mystiken i det romantiske Drama
443
han begik og angrede dem afvekslende. Hans Væsen var
ustadigt, som han selv har betegnet det i sit sidste
Digt Unståts Morgert-psalm, og allerede i Prologen
til Sohne des Thais kalder- han sig en «Ustadig»,
der stedse «vandrer, veklager, advarer».
Af religiøse Grunde traadte Werner ind i
Frimurerordenen; han havde den Tro, at ved dens Hjælp
vilde en ny, dybere Religiøsitet udbrede sig over
Verden. Af økonomiske Grunde tog han mod et Embede
som Kammersekretær i den prøjsiske Statstjeneste og
blev i denne Egenskab 1795 forflyttet til Varsjov. Han
havde netop rettet tre ildfulde Hymner til de i deres
Frihedskamp saa ulykkelige Polakker - en Slagsang,
et Opraab og en Sørgesang - da han som prøjsisk
Stats-Embedsmand holdt sit Indtog i det erobrede
Varsjov, hvor han tilbragte ti behagelige Aar. Han
giftede sig der tre Gange, de to første Gange saa
overilet, at han snart efter Brylluppet lod sig
skille; tredje Gang varede Ægteskabet med en i særlig
Grad elskværdig Polakinde nogle Aar. Fra hende blev
han skilt i 1805. Ved denne Skilsmisse erklærede
han sig for den alene skyldige Part. «Jeg er vel,>
skriver han i et Brev til Hitzig i den Anledning,
<dntet slet Menneske, men i mange Henseender en
Svækling (Gud styrker mig dog til Gengæld i andre
Henseender), ængstelig, lunefuld, gerrig, urenlig;
du véd det jo.» Selvportrætet smigrer ikke.
Imidlertid havde først Schleiermachers Taler
om Religionen, dernæst Jakob Bohme gjort et ikke
overfladisk Indtryk paa ham. Kunst og Religion blev
ham Et. «Hvorfor,» skriver han til Hitzig, «har vi
dog ikke ét Navn for disse to enstydige Ord?> De
betegner for ham fra først af hvad han snart kalder
den levende Følelse for den store Natur, snart en
ren Sjæls ligefremme, fordringsløse Udstrømmen i
Naturens rene Hav. I Poesien føler han, efter sin
egen Erklæring, «ganske som Tieck>. Om den kirkelige
Katolicisme taler han i Varsjov endnu med en vis
Kulde; han tager den i Forsvar «ikke som Troessystem,
men som en paany opgravet mytologisk Guldgrube*.
Paa én Dag, den 24. Februar 1804, berøvede Døden
ham hans Moder og hans fortroligste, polske Ven
Mnioch. Deraf Titlen paa den ti Aar senere digtede
Skæbnetragedie Den %kde Februar*}.
Efter at Werner havde henvendt sig til alle mulige
Beskyttere
*) Se Hovedstrømninger I, Emigrantliteraturen.
Saml. Skrifter IV, 170
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
