Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - III. Reaktionen i Frankrig - I. Revolutionen - II. Concordatet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Revolutionen
37
volutionær Natur, der enkeltvis af og til endnu
fandt Sted. Frankrigs lovlige Stilling fuldkommen
Religionsfrihed. Faa Konventets Præsteforvisninger og
Direktoriets ufuldstændige Taalsom-hed var retsligt en
fuldkommen Sikkerhed for alle Religionsbe-kendelser
fulgt, idet Præsteeden var falden bort og bleven
afløst af et simpelt Løfte om at ville adlyde Loven,
og idet enhver Præst blev underholdt ved frivillige
Bidrag af sin Menighed, uden at Staten blandede sig
deri. Selvfølgelig var disse Bidrag ikke synderlig
rigelige, og mangen en Prælat længtes tilbage til
Fortidens fede Kødgryder og til det Forbund mellem
Herskerstaven og Røgelsekarret, som Robespierre
engang havde skildret. Bonaparte havde Valget mellem
at udvikle den Spire til en religiøst frisindet
Tilstand, som var skudt i Vejret, eller at benytte
den religiøse Overlevering som et Redskab for sin
Magt. Han betænkte sig ikke. Kirkens Genoprettelse
var et nødvendigt Led i hans hele Politik.*)
II
En Oktobernat i Aaret 1801 blev en lukket Vogn,
ledsaget af Vagt hemmeligt ført ind i Paris. Hvad
skjultes vel i denne Vogn? Var det en Forbryder,
var det Smuglervarer? I Vognen sad en gammel Mand,
en Præst, Pavens Sendebud til General Bonaparte
(Caprara var hans Navn), og den Smuglervare, som paa
denne Maade i Mulm og Mørke bragtes ind i Paris, var
Concordatet med Rom, Genoprettelsen af den kristelige
Gudstjeneste i Frankrig. Man vovede ikke at lade
en Præst i en saadan Sendelse holde sit Indtog ved
højlys Dag. Ved den første Konsuls betænksomme og
forsigtige Foranstaltning blev Sagen derfor opsat
til Nattetiden. Ikke at man frygtede Voldsgerninger,
man frygtede kun Smil. «Man vovede, siger Thiers,
ikke at sætte Paris’s lattermilde Befolkning paa en
saadan Prøve».
Da efter utallige Forsøg paa at naa til en
Overenskomst, under hvilke det hvert Øjeblik syntes,
som om Underhandlingernes Traad skulde rives over
for stedse, Concordatet endelig var sin
*) Laurent: Hisloire du droit des gens Tome
XIV. Carlyle: Historij of the french revolution
I-III. Louis Blåne: Histoire de la revolution
francaise I-XII. Chateaubriand: Mémoires d’outre-tombe
I-II.
/ »*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
