Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - III. Reaktionen i Frankrig - VII. Chateaubriand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
122 Reaktionen i
Frankrig
VII
Der fandtes i Frankrig under Kejserdømmet ingen
Poesi. Chateaubriand var vel en Aand med store
digteriske Anlæg, men Napoleon var Tidens eneste
Digter i stor Stil. Chateaubriand, der hadede ham,
følte det saare vel. Han siger (i fjerde Del af sine
Erindringer): «En vidunderlig Indbildningskraft
besjælede denne saa kolde Politiker; han havde
ikke været hvad han var, hvis han ikke havde havt
sin Muse. Hans Forstand udførte Digterens Ideer.»
Rækken af hans Krige, Sejrvindinger og Nederlag var en
stor Iliade, Felttoget til Rusland en Kæmpe-Tragedie,
hvormed ingen, der var udarbejdet ved en Pult. kunde
maale sig.
Allerede under Revolutionen var af beslægtede
Aarsager Poesien forsvunden. Enkelte Digtere skrev
vel endnu Sørgespil i den gamle Stil, kun at de
havde forvandlet Voltaires filosofiske Tragedie til
en politisk og tog Roms og Grækenlands Republiker
til Indtægt for den ny franske Republik, der fandt
Forbillederne til sine Helte i hvad man kaldte
Roms og Athens Sansculotter; men den Interesse,
der knyttede sig til Skuespillene, var ringe i
Sammenligning med den, som Nationalforsamlingens
og Konventets store Dramer frembød. Som i Oldtiden
Gladiatorkampene tilintetgjorde Deltagelsen for
de Skuespil, i hvilke Ingen virkelig blev dræbt,
saaledes blev nu Tragediernes femte Akt mat og
flov i Sammenligning med Slutningsoptrinene ved
Konventets Forhandlinger, under hvilke de Overvundne
førtes bort til Skafottet. Melpomenes Dolk kunde
i Længden ikke kappes med Guillotinen. Hvem kunde
ved et Digterværk fremkalde en Sindsbevægelse, der
svarede til den, som Tilskuerne følte ved Anklagen
mod Kongen og Dronningen, deres Domfældelse og Død,
hvem kunde paa Scenen spinde Rænker, der var knyttede
saa godt som Robespierres og Dantons mod Vergniaud
og Gironden, eller som de Snarer, der senere blev
lagte for Robespierre! Man har Vidnesbyrd om,
at de Samtidige havde denne Følelse. Shakespeares
navnkundige Oversætter Ducis skriver til en Ven, der
opfordrede ham til at arbejde for Teatret: «Tal ikke
til mig om Tragedier! Tragedien er rundt om ude paa
Gaden. Saasnart jeg sætter Foden udenfor min Dør,
gaar jeg i Blod indtil Anklerne.* At der ikke laa
nogen Overdrivelse i disse Ord, .viser et Brev fra
Chaumette, som i 1793 sendtes til Øvrigheden i Paris,
hvori der særligt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
