Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - III. Reaktionen i Frankrig - IX. Lyriken: Lamartine og Hugo
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Lyriken: Lamartine og Hugo
181
og hvis Øje, der Straaler af Hæder og Geni, skuer en
Pomp forynget, som man troede forbi?
Kongen.
Chateaubriand! Det Navn har for alle Tider Klang;
til Fortid som til Fremtid staar hans stolte Hjertes
Hang, og Riddertidens Frankrig med det Frankrig, som
er hans, slynger om hans Pande broderligt en Krans.
Foruden Chateaubriand læste han med Beundring
Tasso. Ossian gav ham Forvisningen om, at sand
Poesi kunde være ubestemt og taaget; Bernardin de
Saint-Pierre var for ham som for Fru de Krudener
ved sin Naturs Mildhed og Samklang det nærmeste
Forbillede.
De underholdende og letfærdige Bøger fra det
attende Aarhundrede, som faldt i hans Hænder
henrev og hidsede vel en kort Tid hans ungdommelige
Indbildningskraft, men disse Indtryk udviskedes paany
af dem, Jesuiterskolen gav ham. Religiøse Sværmerier
og Henrykkelsestilstande over Naturens Friskhed og
Skønhed smeltede sammen, lutrede hans Sjæleliv og
satte det i Svingning.
«0m jeg levede tusinde Aar», skriver han i sine
Erindringer, «jeg vilde aldrig kunne glemme Studiets
Dage, Bønnens Timer, de i Grubien tilbragte Nætter,
og de Henrykkelsens Glæder, som jeg nød ved at opfylde
mine Pligter under Tanken paa Gud.» Og han skildrer i
samme Aandedræt den Salighed, det var ham, om Vinteren
paa sine Skøjter at fare som baaret af Aandevinger
over Sumpenes Is eller om Foraaret siddende i den
lune, stille Luft under Avnbøgene at føle sig fortabt
i Andagt og lykkelig ved sin Samvittigheds Fred.
Bourbonernes Tilbagevenden blev i Lamartines Slægt og
af ham selv som ung Mand hilset med Jubel. Hans Fader,
som var bleven saaret den 10de August 1792, bragte
sin Søn til Paris for at lade ham optage i Kongens
Garde. Som ung Officer blev han selvanden anbragt ved
Siden af Ludvig den 18des Rullestol en Dag, da denne
lod sig rulle gennem Louvres Gallerier for at tage
de under Napoleons Felttog sammenslæbte Kunstværker
i Øjesyn. Den dybe Ærefrygt, han medbragte, lod ham
finde Kongens Stemme melodisk, ham selv majestætisk og
fin, værdig af Ydre, overlegen ved sit Blik, aandfuld,
naar han talte, vel-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
