Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - III. Reaktionen i Frankrig - X. Erotiken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
210 Reaktionen i
Frankrig
Gud, Gud, Gud, raaber hun, som om hun vilde lære sig
et nyt Sprog. Gud, det er dig. Gud, det er, hvad jeg
er for dig. Gud, det er os.»
Alt dette klinger mere tendentiøst end
troværdigt. Lykkelig Elskov har ikke denne Art
Veltalenhed.
Hvis imidlertid Elvires Mand, den gamle Filosof,
havde været tilstede ved disse Hjerteudgydelser, vilde
han have kunnet underrette de Elskende om, at dette
Sværmeri var saa langt fra kristelig Tro og Følemaade,
at det maatte betegnes som ren Naturforgudelse. Man
kan ikke betvivle, at han vilde have havt Sindsro
dertil; thi han nærer ikke ringeste Skinsyge. Han
védr at Julie og Raphael dagligt veksler Breve,
og kender deres Kærligheds overjordiske Natur. Da
Raphael ankommer til Paris, siger han kun til ham:
«Betragt det som om De havde to Venner istedenfor en
i dette Hus. Julie kunde ikke gøre noget bedre Valg
af en Broder og jeg ikke af en Søn.» Pudsigt nok har
Raphael til Gengæld overfor den Gamle ingen anden
Bekymring end Sorgen over at han uden Udødelighedstro
nærmer sig sin Grav, og betegnende nok ender selv
denne videnskabsdyrkende Olding med en Omvendelse.
Paa en Maade har den Gamle i Virkeligheden ikke
nogen egenlig Grund til Skinsyge. Lamartine har
ret naivt i Romanen indført et Virkelighedsmotiv,
som paa en Gang forklarer Adskilligt og forstyrrer
den tilsigtede, opbyggelige Virkning. Straks efter
at Raphael første Gang har tilstaaet sin Kærlighed,
giver Julie ham et Svar, der for bestandig drager
Grænserne for deres Forhold. Hun siger: «Jeg tror kun
paa en usynlig Gud, der har indskrevet sit Sindbilled
i Naturen, sin Lov i vore Drifter, sin Moral i vor
Fornuft. Fornuft, Følelse og Samvittighed, det er
for mig de eneste Aabenbaringer. Intet af disse mit
Livs tre Orakler vilde forbyde mig at tilhøre Dem,
min hele Sjæl vilde kaste sig for Deres Fødder,
ifald De kun kunde være lykkelig for denne Pris. Men
skulde vi ikke tro mere paa vor Elskovs Aandighed og
Evighed, naar den forbliver i den rene Tankes Højde,
i Krese, der er utilgængelige for Forandring og Død,
end naar den nedværdiger og vanhelliger sig selv ved
at stige ned til lave Sansningers foragtelige Egne!»
Det er, som man ser, den Sanserne foragtende
Kærlighed, hvis Pris Julie forkynder, ikke uden
Forskruethed. Saa vist som det er, at Elskov kan leve,
ogsaa naar Forholdene forbyder den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
