Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - III. Reaktionen i Frankrig - XII. Det virkelige Autoritetsprincips Opløsning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
230 Reaktionen i
Frankrig
At Forskningens eller Drøftelsens Vej ikke er det
Middel, der er skænket Menneskene til Udfmdelse af
den sande Religion.
At Autoriteten er det Middel, der er skænket Mennesket
til Udfindelse af den sande Religion, saa at den
sande Religion ubestrideligt er ’den, som hviler paa
den størst mulige synlige (!) Autoritet.
For at bevise disse tre mærkværdige og snurrige
Paastande er det at Lamennais har skrevet sine fire
tykke Bind, hvis skrækkeligt hullede Tankegang er
denne:
Hvad det for os Mennesker gælder om, er at finde
et ufejlbarligt Kendetegn paa hvad der er sandt og
usandt. Hvad vi søger, er Vished. Men hvor skal vi
finde den?
Af vore Sansninger kan vi ikke udlede den; thi vore
Sanser bedrager os, siger Lamennais. At de selv
indbyrdes retter og udjævner de Sansebedrag, som de
fremkalder hver for sig, er en Kendsgerning, han ikke
omtaler. Vi er efter hans Anskuelse saa meget rnindre
visse paa, at der gives et nødvendigt Forhold imellem
vore Sansninger og Tingenes Virkelighed, som vi ikke
engang er sikre paa vor egen Tilværelse. Hvorledes
vi, ifald vi ikke er sikre paa den, overhovedet
nogensinde kan blive sikre paa nogetsomhelst Andet,
er et Spørgsmaal, han ikke besvarer.
Overbevisningen, den indre Følelse af, at en Sag
er indlysende, skal være ligesaa skuffende som
Sansningen. Den uovervindelige Styrke, hvormed en
Grundsætning paatvinger sig vor Aand, afgiver jo
intet Bevis for, at denne Grundsætning er sand. En
Vildfarelse er altid mulig. At man meget vel i
Almindelighed kan indrømme sin Fejlbarhed og ikke
desmindre anse sig for vis paa Sandheden i en Mængde
enkelte bestemte Tilfælde, bliver ikke berørt.
Nu kommer Turen til Forskningen. Det paastaas,
at den fører til Tvivl om Alt, da de højeste
Grundsætninger er ubevislige, og det hævdes, at vi
overhovedet ingen Sikkerhed har for Erindringens
Tilforladelighed. Dette Angreb paa den menneskelige
Forskning lader sig forsaavidt ganske vist ikke
afbøde, som det naturligvis er umuligt at godtgøre
Erindringens Paalidelighed uden derved, at man
forudsætter selve denne Erindringens Paalidelighed,
som skulde bevises. Men om det Bevis ad Omveje,
som al menneskelig Erfaring, Stadfæsten og Forudseen
leverer for denne Antagelse, mæler Lamennais ikke et
eneste Ord.
Saaledes naaer han da foreløbigt til fuldkommen
Tvivlsaand.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
