Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - III. Reaktionen i Frankrig - XIII. Reaktionens Højdepunkt og Undergang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Reaktionens Højdepunkt og Undergang
257
vide det. Er de ikke gale? - Det er klart, at
Fængslets Herre, Guvernøren, ifald han havde villet,
havde kunnet lade os lære baade vor Arrestordre og
Aktstykkerne i vor Proces at kende. Da han ikke har
villet det eller nogensinde i Fremtiden vil det,
saa lad os nøjes med at takke ham for den mere eller
mindre gode Bopæl, han har forundt os ...»
Der er i denne Lignelse en ikke ringe Haan mod
Teologerne, der giver sig ud for at vide Besked,
og en ikke ringe Bitterhed bag Taknemmeligheden
mod ^Fængslets Herre*. Eller hvad siger man om dette
umiddelbart derefter tilføjede Træk: «Hvor Gud er god,
hvilken tilbedelsesværdig Fangevogter han er, der saar
saa mange Blomster i vor Fængsels Gaard . . . Hvad
er det mon for en beundringsværdig og trøstende
Medlidenhed, der gør vor Straf saa mild? Thi intet
Folk har tvivlet paa,. at vi straffes - man véd kun
ikke for hvad.»
Seks Aar senere vender han tilbage til det samme
Billede med denne Vending: «Jeg føler paa mit Hoved
Vægten af en Straffedom, hvorunder jeg stadigt lider,
o Herre! men da jeg hverken kender min Brøde eller
Anklagen imod mig, finder jeg mig i mit Fængsel. Jeg
fletter Straa i det for undertiden at glemme. Thi
dertil indskrænker det menneskelige Arbejde sig. Jeg
er forberedt paa alle mulige Onder, og jeg velsigner
dig, Herre, for hver Dag, som er gaaet hen uden
Ulykke.»
Men to Aar derefter igen ytrer han uden Omsvøb sin
Tanke: «Jorden er oprørt over de Uretfærdigheder,
Skabelsen har medført; den taler ikke aabent af
Skræk for Evigheden; men den harmes over den Gud,
der skabte det Onde og Døden. Naar der opstaar en
Foragter af Guderne, som Ajax, Oileus’s Søn, saa
knæsætter Verden ham og elsker ham. En saadan er
Satan; Saadanne er Orestes og Don Juan. Alle de, som
har kæmpet mod den uretfærdige Himmel, har besiddet
Menneskenes Beundring og hemmelige Kærlighed.*
Vigny’s Dagbogsoptegnelser viser, at man lige indtil
det nedarvede Kongedømmes sidste Dage godt indsaa
Sammenhængen mellem det literære, blot formelle
Autoritetsprincip og det i Virkeligheden raadende. Som
bekendt blev Modstanden mod den spirende Romantisme
drevet ikke mindre ivrigt af den politiske Opposition
(der i den unge Skole saa en Støtte for Kirkemagten)
end af dem, som af Grundsætning holdt paa det Gamle
og Nedarvede. Alfred de Vigny fortæller at han i
Vinteren 1829 har spurgt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
