Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - III. Reaktionen i Frankrig - XIII. Reaktionens Højdepunkt og Undergang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Reaktionens Højdepunkt og Undergang
259
gering dengang opnaaet den Indrømmelse, at denne
Aftale ikke blev offenliggjort, og den daværende
østerrigske Afsending i Paris skaanede den franske
Pirrelighed ved paa sine Modtagelsesaftener at stille
sig saa nær Indgangsdøren, at Melding af Gæsterne
faldt bort som overflødig. Men da i Begyndelsen af
1827 denne Afsending blev afløst af en ny, fordrede
den østerrigske Regering af denne, at han skulde
hugge det uafgjorte Spørgsmaal over. Følgelig blev
paa en af hans Modtagelsesaftener Maréchal Oudinot,
Hertug af Reggio, og Maréchal Soult, Hertug af
Dalmatien, kun meldte med deres Maréchaltitel og
deres Familienavne. De trak sig straks tilbage, og
Sagen vakte betydelig Opsigt og Harme. Da disse høje
Officerer stod sig fortræffeligt med Kongehuset,
.
tog ogsaa alle Kongeligsind ede Parti for dem og
gjorde deres Sag til Frankrigs. Victor Hugo, som
var skabt til at give enhver herskende Stemning
Udtrj’k og som før nogen Anden fornam den Bevægelse
i Gemytterne, der faa Aar senere skulde forvandle
Napoleon til Sagnskikkelse og Nationalhelt, gjorde sig
i sin Ode til Søjlen paa Vendomepladsen for første
Gang til Organ for Dyrkelsen af de store Minder
fra Kejsertiden. Søjlen taler til ham i stille
Nattetimer som den sidste Levning af det store
Kejserrige og den store Armé, støbt som den er af
erobrede fjendtlige Kanoner, hvis Malm brølte i Ovnen,
da det blev smeltet. Digteren hører en Mumlen stige
fra Broncebataljonerne paa dens Sider, hører ogsaa
Lyden af Navne: Tarent, Reggio, Dalmatien, Treviso,
ser Ørnene paa Fodstykket slibe deres Næb og føler
de udødelige Skygger vaagne. Hvem tør tænke paa at
udviske denne Frankrigs Historie, skrevet af Sværdenes
Spidser med Blod! Hvem tør gøre de gamle Generaler
Arveretten stridig til Napoleons Hæder! Hvem tør give
Frankrigs Trofæer Stød og Spark! Hver Gnist, der slaas
af Søjlen, er et Lyn. – Med pragtfuld Veltalenhed
og ildfuld Begejstring er her Napoleons Historie
opfattet som Heltedigt, og den, der havde læst det med
Skarpsyn, havde kunnet ane, at Hugo allerede næste Aar
med sit Digt Bounaberdi (i Samlingen Les Orientales),
hvis Motto lyder: Stor som Verden, vilde gaa over
til den rene Napoleonsdyrkelse, og da Bonapartisme
og Liberalisme i hine Tider - som hos Béranger,
Armand Carrel og Heinrich Heine - gik over i hinanden,
havde man let kunnet tænke sig Muligheden af, at han
tre Aar senere i Fortalen til Hernani vilde bestemme
Romantismen som «Liberalismen i Literaturen.*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
