Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - IV. Naturalismen i England - III. Den politiske Baggrund
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
294 Naturalismen i
England
eget Skytsværn, Loven, saasnart denne stod ham i
Vejen. At sætte Habeas-Gorpus Akten ud af Kraft for
en Tid, at kneble Pressen o. s. v., slige gavnlige
Amputationer var efter hans Skøn Liv for Forfatningen;
at indgyde den nyt Blod, det var Død.
Det var dette Ministerium, som i 1814 forbausede
Alexander af Rusland ved dets Iver for at genoprette
de af Revolutionen rystede Grundsætninger. Den
russiske Kejser haanede det engelske Ministerium
ved at beklage dets reaktionære Tilbøjeligheder
og søge Omgang med Oppositionens Førere i
London. De første Meddelelser om den franske
Revolution havde hos Englands Regering og Folk
vakt Samstemning. Modstanderne Pitt og Fox enedes
i at hilse den som en af de største og ypperste
Begivenheder i Menneskehedens Historie. Men neppe var
Blod bleven udgydt hinsides Kanalen, før Befolkningens
Masse, ja selv Oppositionens Flertal saa hele sin Arv
fra Fortiden: Kongemagten, Religionen, Ejendomsretten
i Fare, og dannede et uhyre Ordenens Parti. Burke var
blandt Whiggerne den, der først med voldsom Heftighed
fordømte Revolutionen og som særligt fordømte sin Ven
og Partifælle Fox for hans Forsvar for dens Aand. De
gamle Whigger sluttede sig til Burke. Pitt, der havde
planlagt en Række nødvendige Reformer, vovede end ikke
at skride ind imod Englands fordærvelige Valgsystem og
tilstod paa given Opfordring, at hvorvel han var fuldt
overbevist om Nødvendigheden af en Parlaments-reform,
var Tiden nå ikke gunstig til saa vovelige Forsøg. I
enhver frisindet Rørelse, selv i den uskyldigste og
dybest berettigede, begyndte man at spore den frygtede
Jakobinisme. Da Wilberforce indledede sin Agitation
mod Slavehandelen, var han paa én Gang støttet af
Regering og Opposition. Kun Kongen, Rhederne og
Overhusets Adelsmænd stode ham dengang imod. Men da
han i 1791 anden Gang prøvede Stemningen, var den
slaaet saaledes om, at Forfægterne af Slavehandelens
Afskaffelse næsten blev betragtede som Jakobinere,
og med 163 Stemmer mod 88 blev Loven om Slavehandelens
Ophør forkastet.
Hertil kom det i England skrækindjagende Indtryk,
Revolutionen havde gjort paa Irland. Man hilste
Budskabet om den, som Slaver og Livegne hilser
Budskabet om Frihed. Skønt det irske Folk, ført af den
ædle, af Byron saa begejstret besungne Henry Grattan,
i Aaret 1782 havde faaet sit Parlament anerkendt som
ligeberettiget med det engelske, var dog saa vel dets
Handel som dets Religion undertrykt. Den maadeholdne
Thomas Moore
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
