Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - IV. Naturalismen i England - V. Naturfølelsens Dybde og Sandhed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
310 Naturalismen
i England
Blandt Træ’r dens Røst begravet var, dog hørtes den,
naar Vinden bar. Den kurred, kurred. Skovens Kroner
fornam tungsindigt tankefulde Toner, hvormed den
bejled uden Rast. Den sang om Elskov, dyb og fast,
der langsomt opstod, aldrig endte, i indre Glæde
stille brændte og aldrig veg fra Troskabs Vej. Ja
det var Sang, var Sang for mig.
Wordsworth har villet male sig selv i Linjerne om
den tungsindigt tankefulde Bejler. Efter saa mange
Digteres Sædvane har han søgt at danne en Lære over
sin Fremgangsmaade og bevise, at al god Poesi maa
have hans egen Digtnings Egenskaber. Al god Poesi,
siger han, er den uvilkaarlige Overstrømmen af
mægtige Følelser, men dog er intet værdifuldt Digt
blevet frembragt af nogen Mand, der ikke foruden at
besidde ualmindelig Følsomhed tillige havde tænkt
længe og dybt. Grunden er efter hans Mening for det
Første den, at Strømningen af vore Følelser stadigt
bestemmes og styres af vore Tanker, for det Andet den,
at vore Tanker selv ikke er Andet end «Repræsentanter
for alle vore tidligere Følelser* - et dybt og heldigt
om end ikke videnskabeligt tilfredsstillende Ord, der
paa en træffende Maade særtegner hans egen poetiske
Tænken og Overvejen.
Denne bestaar nemlig, nøjagtigt bestemt, deri, at
Naturindtrykket opspares og gemmes for ligesom at
fordøjes, tilgavns at tilegnes og atter senere at
kunne fremtages af Sjælens For-raadskammer og da endnu
engang beskues og nydes. Den, der ret har forstaaet
denne Ejendommelighed hos Wordsworth, har Nøglen til
hans Originalitet. I Tintern Abbey forklarer han,
hvorledes denne Manddomsalderens stille Tilegnelse
af Naturens menneske-artede Stemninger er fulgt paa
Ynglingeaarenes umiddelbare og heftige Glæde over
Naturskønheden:
Hin Tid er svunden, og med den gik bort den svimlende
Henrykkelse og alle dens smertefulde Glæder.
Dog derfor jeg klager ej og sørger ej. Thi dem
har andre Gaver fulgt, der er for Tabet en rigelig
Erstatning. Jeg har lært at lytte til Naturen,
ikke som i sorgløs Ungdom, nej med Øre for det
Menneskeliges stille Mollmusik,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
