Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - IV. Naturalismen i England - XI. Alsidig Sensualisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
388 Naturalismen i
England
det andet. Her tilbragte Keats det første halve Aar
af sit Kærlighedsliv i virkelig Lykke. I December
1818 havde han begyndt Hyperton, l Januar skrev han
Isabella, l Februar 1819, den frugtbareste Maaned i
hans Liv, digtede han sin Ode til Psyche, St. Agnes’
Aften og meget af Hyperton. Tidligt i Foraaret skrev
han, siddende under et Blommetræ i Familien Brawne’s
Have, sin Ode til Nattergalen. Med andre Ord: det
Skønneste, han har skrevet, stammer fra det første
Halvaar, i hvilket han gik lange Spasereture med Fanny
og endnu var rask. Da han daglig havde al mulig Adgang
til at se sin Elskede, findes der desværre ikke et
eneste Kærlighedsbrev fra denne hans Lykkes korte
Tid. Men i Juli Maaned 1819 skrev han til hende for
første Gang, og alle de Breve, han i dette og det
følgende Aar indtil sin Død har sendt hende, blev
offenliggjorte i 1878.
De første af dem er endnu ikke tungsindige. I et af
de tidligste hedder det: «Jeg behøver .et lysere Ord
end lys, et skønnere Ord end skøn» og han svarer paa
en Indvending fra hendes Side saaledes: < Hvorfor maa
jeg ikke tale om din Skønhed, da jeg uden den aldrig
kunde have elsket dig? Der gives maaske en anden Art
Kærlighed, for hvilken jeg har største Agtelse og
som jeg kan beundre hos Andre; men den har ikke den
Rigdom, den Blomst, den fulde Form eller den Trolddom,
som Elskov efter mit eget Hjerte har.»
Dog meget snart glimter i disse Breve den Skinsyge
frem, der snart skulde virke saa fortærende paa
Keats. Atter og atter afkræver han hende Løfte om
evig Hengivenhed. Uden endnu at være syg har han en
ubestemt Forudfølelse af at hans Dødsstund ikke er
fjern. Der er, siger han, to uudtømmelige Æmner, han
paa ensomme Vandringer ruger over, hendes Elskelighed
og hans egen Død: «Gid jeg kunde besidde dem begge
i samme Minut!*
Hendes Breve virkede i Grunden kun forstemmende
paa ham. Han læste dem saa tit, at hver Sætning fik
en unaturlig Vægt og de syntes ham da enten kolde
eller fulde af Bebrejdelser. Han pinte sig selv og
derefter hende med sin mistænksomme Pirrelighed,
rejste f. Eks. uden Grund hendes Dør forbi i
Hamp-stead, skønt han selv længtes og skønt han ved
sin Udebliven skuffede hende. Fra Oktober 1819 er
der et Par lykkelige og ublandet ømme Breve. Men i
Februar 1820 indtræder i hans Sjæleliv en Tilstand
af højeste Ophidselse. Han begynder at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
