Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - IV. Naturalismen i England - XI. Alsidig Sensualisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
390 Naturalismen
i England
Morgen ved Daggry. Jeg skal forsøge paa at foretage
den, skønt det er med samme Følelse som skulde jeg
marchere mod et Batteri.» Ombord paa Skibet skriver
han med Hensyn til sin Kærlighed: «Hvis mit Legem
kunde komme sig af sig selv, vilde denne Sag forhindre
det; selve den Ting, jeg mest ønskede at leve for,
vil blive en Hovedgrund til min Død . . . Jeg ønsker
mig Døden hver Dag og Nat for at blive befriet fra
disse Lidelser og ønsker saa atter Døden bort, da
Døden vilde tilintetgøre selve disse Lidelser, som er
bedre end Intet. Land og Hav, Svaghed og Tæring er
store Adskillere, men Døden er den store Adskiller
for bestandig . . . Jeg tænker sjældent paa min
Broder og Søster i Amerika; men Tanken om at skulle
forlade Frk. Brawne er skrækkelig fremfor alt Andet;
en Følelse af Mørke kommer over mig ved den; jeg ser
uafladeligt hendes uafladeligt forsvindende Aasyn.»
Og i et andet Brev skriver han: «Overbevisningen om
at jeg ikke mere skal gense hende, vil dræbe mig. Min
kære Brown, jeg skulde have havt hende, mens jeg
var rask, saa var jeg ikke bleven syg. Jeg kan ikke
udholde at dø - jeg kan ikke udholde at forlade
hende. O Gud, Gud, Gud! Alt hvad jeg har i mine
Kufferter, som erindrer mig om hende, gaar igennem mig
som Spyd. Det Silke-foer, hun syede i min Rejsehue,
brænder mit Hoved. Min Indbildningskraft er gyseligt
levende med Hensyn til hende - jeg ser hende - jeg
hører hende. Der er Intet i Verden, som fængsler mig
tilstrækkeligt til at adsprede mig fra Tanken om hende
endog blot et Øjeblik . . . Jeg kan ikke sige et Ord
om Neapel; jeg føler mig ikke i ringeste Maade berørt
af de tusind nye Ting rundt omkring mig. Jeg frygter
for at skrive til hende. Men det vilde være mig kært,
om hun vidste, jeg ikke har glemt hende. O Brown! jeg
har glødende Kul i mit Bryst. Det overrasker mig,
at det menneskelige Hjerte er i Stand til at udholde
og bære saa megen Elendighed. Blev jeg født for at
ende saaledes?»
Paa den sidste Dag i November 1820 skrev han sit
sidste Brev. En kyndig Læge, en fortrolig Ungdomsven
af Keats, Dr. Clark, bevarede hans Liv endnu Vinteren
over. I Neapel havde han modtaget et hjerteligt Brev
fra Shelley, der indbød ham til at komme til Pisa,
hvor han skulde finde enhver Art Pleje og Hjælp. Han
modtog ikke Tilbudet. Efter nogle Ugers kvalfulde
Lidelser kom en Tilstand af Resignation og Ro med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
