Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - IV. Naturalismen i England - XII. Irsk Revolte og Oppositionspoesi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
424 Naturalismen
i England
indtaget i hendes Ynde tilbød hende sin Haand. Efter
længere Tids Vægring modtog hun hans Tilbud. Han
vilde bosætte sig med hende i Italien, da hendes
Helbred var nedbrudt. Hendes Udseende var,
siger Admiral Napier, der saa hende i Neapel, «en
vandrende Billedstøttes». Hun døde faa Aar efter
paa Sicilien langt fra det Land, hvor hendes unge
Helt sover. Washington Irving har skildret hende
i sin smukke Skitse Det knuste Hjerte i The sketch
book. Men hendes skønneste Mindesmærke er Sangen Hun
er fjern fra den Jord, som har skjult hendes Helt*].
Dog den Enkeltes Ulykke er jo i Melodierne kun et
Sindbillede paa det hele Folks og en Personliggørelse
af den almindelige Smerte. Vi kommer til Sange,
i hvilke det er som om alle Irlands Sønner og Døtre
jamrede over den sørgelige Udgang af den store franske
Revolution og af de Forhaabninger, alle Folk, men
dette mere end noget andet, havde sat til Republikens
Varighed og Sejr. En saadan Sang er den rørende:
Det svandt for bestandig, det Lys, vi saa dæmre
med dens vilde Klage over at hin første
Frihedsstraale, som Menneskeheden har velsignet,
atter er forsvunden og i sin Forsvinden ligesom har
gjort Trældommens og Sorgens Nat dybere og mørkere end
den var, men dybest og mørkest for Erin. Moore hæver
sig til den højeste og ædleste Flugt i en Strofe som
denne:
Hqjt svang sig dit Haab, da hin Glans du saa straale
omkring dig igennem de tykkeste Sky’r, da Sandhed ej
længere Baand vilde taale, men sit Banner slog ud som
en Morgen, der gryr O, aldrig skal Jorden se noget saa
Prægtigt! Havde da en Befrielsens Hymne samdrægtigt
forenet Nationernes Stemmer, hvor mægtigt var Erin
den først blevet istemt af dig!
Og Digtet slutter med Forbandelser over den letsindige
Slægt, der var uværdig til Sandhedens Velsignelse,
men «lig Furier kærtegnede Frihedens unge Haab og
døbte det i Blod.* Andre Digte
*) Madden: United Irishmen. - Robert Emmet (Anonym,
men forfattet af Fru d’Haussonville).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
