Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - IV. Naturalismen i England - XV. Republikansk Humanisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
448 Naturalismen i
England
af England og Spotten over Ludvig i Munden paa den
kloge franske Hofmand.
Han kunde have lært en god Del med Hensyn til
den satiriske Kaardes Brug af sine forhadte
Franskmænd. Men han foragtede i lige saa høj
Grad deres Poesi som deres Politik og havde ikke
mindre Ringeagt for Voltaire som Forfatter end
som Karakter. Hans egen Samtale med Ahbé Délille
(Works I, 90, viser os ham som Kritiker af den franske
Tragedie, talende et endnu haardere Sprog end Lessing
og som Lessing uden Blik for den franske Aands store
stilistiske Evne. Det gør et underligt Indtryk at
høre en Mand med den størst mulige Grovhed bebrejde
en anden, at han er altfor sleben.
Man vil forstaa, at han med dette Omdømme om den
klas-sisk-franske Poesi var en stor Ringeagter af
Pope, en lidenskabelig Beundrer af Milton og en
erklæret Tilhænger af den Wordsworth’ske Reform i
engelsk Poesi. Næsten alle de mange literærhistoriske
og kritiske Samtaler, der forekommer blandt
Dialogerne, gaar ud paa at forherlige Wordsworth
og Southey som Digtere og bebrejde Læseverdenen
dens Mangel paa Skønsomhed overfor en saa sjælden
Poesi*). Ogsaa Keats og Shelley priser han i varme
Udtryk og beklager, at han ikke lærte Nogen af dem
at kende personligt, især at en usandfærdig Historie
om Shelleys Forhold til hans første Hustru holdt ham
tilbage fra at besøge Shelley i Pisa. Han siger om
Shelley, at han forenede Digterens Ild med Filosofens
Taalmodighed og Fordragelighed og mener at han i
Ædelmodighed og Godgørenhed overgik enhver levende
Mand . (I, 341). Men saasnart Talen falder paa Byron,
udtaler han sig ganske som en Søskole-Poet. Den Mand,
som mente, at han «med Pennen i sin Haand havde
mere Magt i sine to Fingre end Parlamentets to Huse
besad»**) kunde aldrig glemme Byrons Spottegloser over
Gebir. Heller ikke kunde han, der trods al Uenighed om
det Politiske og Religiøse nærede et saa besynderligt
Venskab for Southey, glemme de Stød, som Byron havde
tilføjet hans beundrede Beundrer. Vistnok var den
selviske og rastløse Side af Byrons Væsen ham imod,
men det var dog mest Forholdet til Southey, som
paavirkede ham og
*) Se f. Eks. Dialogen Southey and Forson, I, 16, I,
GcS smlgn. I, 340 Udsigten over de engelske Digtere
i Miscellancous CXVI. **) Se Slutningen af Dialogen
mellem Landor og Marchese Pallavicini.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
