Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - IV. Naturalismen i England - XVI. Radikal Naturalisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Radikal Naturalisme
465
Uvejrets og Hvirvelvindenes Kamp og Rasen, i Havets
Raab <efter mere og mere Bytte. For Byron samlede
Himlens Poesi sig i Forestillingen om Stormens Tuden
og Tordenens Tonefald .og Lynildens Knitren. Han lever
med og i den tilintetgørende Natur. Det berømte.Afsnit
i fjerde Sang af Childe Harold: «Rul, .du dybe,
mørkeblaa Ocean, rul frem!» jubler over, hvorledes
Havet fejer Flaaderne bort fra sit Bryst og skyller
Kejserriger ned i sit Dyb, og lader en Boble stige
op paa sin Flade som .eneste Vidnesbyrd om, at et
Menneske sank. Dette Afsnit er som et Forspil til det
storstilede og pragtfulde Syndflodssyn, .der kaldes
Himmel og Jord, og som er en Tilintetgørelseslystens
Dityrambe*).
Læs saa derefter Shelleys berømte Digt Skyen. Man
hører .deri alle Naturens elementære Kræfter
lege og spøge i løsladt Munterhed, med jættestærk
Fryd, med kæmpemæssig Velgørenhed og Gavmildhed
mod Jorden. Hvilken stormende Friskhed i Skyens
Sang om, hvordan den bringer de tørstige Blomster
friske Byger fra Søerne og Strømmene, og hvorledes
den kaster lette Skygger over Bladene, der ligger i
deres Middagsdrømme. Kaad er den, naar den svinger
sin Plejl af piskende Hagl .eller naar den spreder
Sne paa Bjergene nedenunder, for hele Natten trygt
at kunne sove paa den hvide Snepude i Blæstens Favn,
eller naar den lader Hvirvelvindene slaa dens Banner
ud, saa Vulkanerne mørknes og Stjernerne skælver;
overmodig, naar den med Tordenlatter flyver forbi;
stolt, naar den blodige Solopgang med Meteorer til
Øjne springer op paa Ryggen af dens sejlende Damp -
og stille bliver den, sammenrullet i sin luftige
Rede, naar Aftenens højrøde Kaabe falder ned fra
Himmelhvalvet, og den klare Sø nedenunder udaander sin
brændende Higen efter Kærlighed og Hvile. Den føler
sin Vælde, naar den som en uhyre Bro soltæt og mørk
hænger fra Forbjerg til Forbjerg; den nyder sin Sejr,
naar den Triumfbue, hvorigennem den flyver med Orkan,
Ild og Sne, er den af Millioner Farver sammenvævede
himmelske Bue. Men bestandig leger den som et Barn :
fejer Solstraalerne den bort fra Himmelhvælvingen,
saa ler den
*) Swinburne, der i sit lille mesterlige Essay om
Byron paapeger det Naturomraade, han har tilfælles
med Shelley, har ladet den Modsætning, som trods
Ligheden findes, uomtalt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
