Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - IV. Naturalismen i England - XVI. Radikal Naturalisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
476 Naturalismen i
England
under hans Sindsforvirring og saaledes vides det
nu. Det maler Shelleys blide og menneskekærlige
Karakter, at han, som ikke anede, at man i Frankrig
under Revolutionen havde begyndt at behandle de
Sindssyge humant, taler for en kærlig Behandling af
de Ulykkelige:
Mig tykkes, der maa findes
en Kur med Taalmocl og med kærlig Pleje,
da af Musik saa stærkt og blidt de bindes.
Det andet Digt Rosalinde og Helene, der giver et
stort Helhedsbillede af den Elendighed, som Fordom og
Utaalsomhed har ført over Menneskeslægten, er hidtil
langtfra forstaaet og vurderet efter Fortjeneste. Det
forsøger sammenfattende at fremstille i en Sum de
Godes og Frisindedes Lidelser paa Jorden, som de
fremkaldes af forældede Indretninger og menneskelig
Ondskab i Forening. Her skildres en Familiefader,
Kryster overfor de Stærke, Voldsherre overfor de
Svage, haard, selvisk, falsk, løgnagtig og havesyg,
sin Hustrus Bøddel, sine Børns Plageaand - naar
Børnene hører hans Fodtrin nærme sig, forstummer
al Tale og de bliver blege. Han dør, og Rosalinde,
Moderen, vaander sig under at maatte se Børnene
ubevidst glæde sig over Faderens Død og selv at
maatte føle den som Lindring. Den Døde var højst
rettroende. Han har, som det viser sig, i sit
Testamente fastsat, at Børnene, hvis de vedbliver
at leve sammen med deres Moder, intet skal arve,
da hun hemmelig anser den kristne Lære for falsk og
han maa frelse sine Børn fra den evige Ild. Saa maa
Moderen da forlade sine Børn; «thi,» siger hun:
Du véd, hvad Fattigdom betyder
i en fordærvet Tid som denne:
Forbrydelse og Frygt og Skam
og Vandring under Hundeglam
ad frossen Vej, i usle Gyder,
en Hjemloshed foruden Ende,
og værst af Alt: den Selvforagt
der dræber Ungdoms Smil med Magt
og gor dens Taarer galdehede
for snart at tørre dem med Vrede,
En Moder tager vel i Agt,
ej selv at domme sine Smaa
til slig en Lod, saa fæl, saa raa.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
