Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - IV. Naturalismen i England - XVII. Byron. Den individuelle Lidenskabelighed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Byron. Den individuelle Lidenskabelighed
495
Konen ved Bommen, hvem Parken og Slottet
tilhørte. Konen svarte, at den sidste Ejer af
Abbediet var død for nogle Maaneder siden. - Og
hvem er hans Arving? spurgte hun i sin Lykke. -
Det skal være en lille Dreng, som bor i Aberdeen. -
Da kunde Tjenestepigen ikke længer holde sin Glæde
tilbage. Hun kyssede den lille George, som hun havde
paa Skødet, og raabte triumferende: «0g ham er det,
og Gud velsigne ham!»
1801 blev Drengen sat i Skole i Harrow, en af
de store engelske Nationalskoler, meget yndet af
Aristokratiet. Undervisningen (i Græsk og Latin) var
tør og pedantisk og virkede ikke synderligt paa Byron,
der gerne stod paa en spændt Fod med sine Lærere,
medens han knyttede sværmeriske Venskabsforbindelser
med sine Kammerater. «Mine Skolevenskaber, siger
han i en Dagbog fra 1821, var Lidenskaber; thi jeg
var altid voldsom.» Han var som Ven ædelmodig og
helst Beskytter. Da Peel, den senere Minister, en
Dag blev ubarmhjertigt pryglet af en større Dreng,
hvis Fag (Oppasser) han var, blev hans Plage-aand af
Byron afbrudt med en Bøn om at turde faa Halvdelen
af de Kammeraten tiltænkte Slag. Da den lille Lord
Gort af en yngre Lærer var bleven brændt med et
glødende Jern i Haanden til Straf for at han havde
ristet hans Franskbrød daarligt, og Drengen, da Sagen
blev undersøgt, haardnakket vægrede sig ved at nævne
Gerningsmanden, tilbød Byron Barnet at blive Fag hos
ham istedenfor hos Læreren med det Løfte, at det
saa ikke behøvede at frygte for Mishandling. «Jeg
blev hans Oppasser, siger Lord Gort (se Grevinde
Guiccioli’s Erindringer), og var yderst lykkelig
over at have faaet saa god og højsindet en Herre, der
bestandig forærede mig Kager og Slikkerier og altid
bar over med mine Fejl.» Til sin Yndlingsoppasser,
Hertugen af Dorset, har Byron i sine Hours of idleness
(Ledige Timer) henvendt smukke Vers til Erindring om
Skolelivet.
Naar Byron i Ferietiden var hjemme, vedblev Moderen
sin ustyrlige Færd overfor ham, men istedenfor at være
bange for hende, kunde han ikke lade være at le af den
lille tykke Kones Lidenskabelighed. Ikke nok med at
hun slog Tallerkener og Kopper i Stykker; stundom drev
hun ogsaa Sønnen paa Flugt med Ildrager og Kniv*).
*) Forholdet mellem Moder og Son er af Disraeli
skildret i Romanen Venetia paa en saa sand og levende
Maade, at der her, med Forandring
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
