Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - IV. Naturalismen i England - XVII. Byron. Den individuelle Lidenskabelighed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
510 Naturalismen
i England
i Omfang, og for et overfladisk Blik kunde disse
Stanzer tage sig ud blot som en ung fornem og livstræt
Englænders Rejseindtryk, kun at disse havde modtaget
et forædlende Præg ved den høje Stil, hvori Digtet
er holdt; thi Childe Harold er ligesaa højtideligt
og sværmerisk i Tonen som Don Juan virkelighedskært
og lunefuldt.
Her findes i Stemningen et vist sørgmodigt Graat
i Graat; Byron er her endnu ikke den, som springer
fra én Følelse til en anden, helst dens yderligste
Modsætning, for at paaføre dem alle Vold og sønderrive
dem des voldsommere, jo stærkere han spænder dem. Men
skimter vi end kun Digterens Aasyn i halv Profil,
ser vi end ikke Glimt af Satirikerens braaddede Lune
eller af hans snart skamløse snart spøgende Smil, saa
har vi dog her i Ynglingens varme og højtidelige Patos
den mest udprægede Personlighed i Datidens Poesi. Der
er et Jeg i dette Digt, som behersker hver Enkelthed,
et Jeg, som ikke smelter hen i nogen Følelse, ikke
gaar op i nogen Sag.
Medens de andre Digterpersonligheder kunde antage
luftige, flydende, kn-stalliserede Former, snart
blev usynlige bag en fremmed Personlighed, snart
forvandlede sig til kosmiske Væsner, snart gik helt
op i de Sansninger, de modtog udefra, staar der her
et Jeg, som gennem Alt forholder sig til sig selv
og vender tilbage til sig selv, og det et bevæget,
lidenskabeligt Jeg, om hvis Sindsbevægelse hver enkelt
nok saa ringe Strofes Bevægelse vidner som den enkelte
Konkyljes Susen erindrer om Havets.
Childe Harold (i det første Udkast Childe Burun)
forlader efter en daarligt tilbragt Ungdom med
Hjertet fuldt af Spleen et Land, hvor han ingen
Venner og ingen Elskede efterlader sig. Han har den
ungdommelige Lede ved Livet, som en til Tungsind
førende Legemsbygning og Legemstilstand og tidlig
Overmættelse af Nydelser har i Følge. Der er i ham
intet Spor af Ungdommens frejdige Munterhed eller
af dens Lyst til Fornøjelser og Ry, han tror at være
færdig med Alt efter at have prøvet Lidet, og Digteren
smelter saa fuldstændigt sammen med sin Helt, at han
aldrig endog blot et Minut hæver sig op over ham paa
Ironiens Vinger.
Alt dette, som overvældede Samtiden saa stærkt,
er temmelig lidet tiltalende for en moderne kritisk
Læser; det Opstillede er tydeligt fremtrædende, og
den Tid, da den sløve Livstræthed var fængslende,
er forbi. Men Ingen, hvis Øje er øvet. kan
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
