Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - IV. Naturalismen i England - XIX. Byron. Jegets Fordybelse i sig selv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Byron. Jegets Fordybelse i sig selv.
527
men deres Tungsind var den rent ungdommelige
Utilfredshed. En forspildt Ungdom laa bag Childe
Harold og som en flegmatisk sørgmodig Hamlet
stod han ved Achilles’s Grav og overvejede med et
Dødningehoved i sin Haand, hvad Livet og dets bedste
Ry vel var værd, medens han, som da endnu ikke havde
smagt Hæderens Sødme, i Virkeligheden ikke attraaede
noget saa lidenskabeligt som Ry, det paa Skrømt og
med tilræsonneret Filosofi forsmaaede og ringeagtede
Ry. Nu har han nydt det og lært, hvor lidet nærende
en Føde det er.
Hans Hjerte er som et sønderbrudt Spejl, der
istedenfor ét Billede optager det samme tusindfold,
og som umuligere kan glemme, jo stærkere det er
brudt. Selv knækket søger han da i Naturen til det,
som ved Modsætningen kan lindre hans Kval, det frie,
aabne Hav, hvis Skummanke han allerede strøg som Barn
og der kender ham som Hesten sin Rytter og Herre;
han elsker Havet, fordi dets Flade er den eneste,
der ikke kan knækkes, ja end ikke rynkes eller fures,
den eneste, der endnu den Dag idag ser ud som den
saa ud i Tidernes Morgen. Men Alt i Naturen minder
ham om Kval og Kamp. Den fjerne Torden er ham som en
Stormklokkelyd, der vækker Alt, hvad der havde lagt
sig til Hvile i ham. Selv den yndige stille Nemisø
forekommer ham ikke at ligne noget Fredeligt og Mildt;
den synes ham rolig som et kært Had (IV, 173).
Hans Tungsind er nu helt kolerisk. Kunde han samle
al sin Lidenskab i ét Ord og vilde dette Ord udtalt
forfærde og splintre som Lynet, han vilde, siger
han, ikke betænke sig paa at udtale det. Alt hellere
end Ro! er hans Løsen: Ro er Helvede for livfulde
Hjerter; der gives en Ild i Sjælen som én Gang
tændt, uudslukkelig søger at stige i stedse vildere
Flammer. Det er en Feber, som er skæbnesvanger for
Enhver, der nogensinde kendte den:
Den skaber dem, der gale selv snart alle de Andre
i den samme Galskab hilder; Erobrere og Konger,
Statsmænd, Skjalde, Sektstiftere, hvis Higen intet
stiller, som rorer op i Sjælens skjulte Kilder,
som, mens de skuffer Andre, selv bedrages - ak,
Verden! du din Avind paa dem spilder! Saa du, hvor
bittert sligt et Bryst kan nages, af Attraa efter Ry
du vilde aldrig plages.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
