Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - IV. Naturalismen i England - XIX. Byron. Jegets Fordybelse i sig selv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
530 Naturalismen
i England
Jeg i min Ungdom samme Vej drog hen som Romer-Vennen
af den storste Mand, Rom den Gang ejed - Marcus
Tullius’ Ven.
Og naar han, ikke tilfreds med den blotte Tankens
Frihed, vender Blikket udad og sysselsættes af
de store politiske Kampe, da nøjes han ikke med
at gentage de gamle Opraab til de Faldne, som
naar han tilraaber Venedig, at Staden har druknet
Aarhundre-ders Hæder i Slaveriets Dynd og at det var
bedre, den selv var sunken i Havet end at opleve slig
Skændsel; nej han vender sig kækt mod de Mægtige, mod
Sejerherrerne ved Waterloo, dem han spotsk betegner
som Napoleons Aber, og han ser fra Kampenes politiske
Yderside hen til deres sociale Kærne.
Vistnok, siger han, har Frankrig tilsyneladende
forgæves taarnet Ruin paa Ruin af ældgamle Fordomme,
der har levet siden Tidernes Fødsel, og vel ser vi
nu Fængsler og Troner rejse sig igen af alt dette
Grus. Men det vil ikke vare. Thi Menneskeheden har
endelig lært sin egen Styrke at kende. Og har Frankrig
end beruset sig i Blod, til det spyede Forbrydelser
- dog Frihed! gaar dit sønderrevne Banner lig
Tordenstormen imod Vinden og dine Trompetfanfarer
klinger selv hendøende saa fuldt som om Genklangen
af dem aldrig kunde svinde. Har Frihedstræet end
nu mistet sine Blomster, og er Barken end saaret af
Øksen, dog vil en ny Vaar, o Frihed! bringe dig en
mindre bitter Frugt. Da har heller ikke jeg levet
forgæves. Thi der er det i mig, som vil overleve
Tid og Tortur, og aande, naar jeg har udaandet,
noget Ujordisk, som de Andre ikke aner, men der vil
bevares som den Tone. man mindes, af en forstummet
Lyra! (Ch. H. III, 82. IV, 97, 136).
Saaledes smelter i dette skønne Digt Ensomhedens,
Tungsindighedens og Frihedskærlighedens
Grundstemninger sammen, og saaledes udvides og uddybes
Digterens Sjæleliv stedse mere, medens Digtet rykker
frem fra Sang til Sang. Wordsworth havde forvandlet
sit Jeg til Organ for England; Scott og Moore havde
givet Skotlands og Irlands Følelser Luft i deres Sang;
men Byrons Jeg er det almenmenneskelige, dets Sorger
og Forhaabninger hele Menneskehedens. Da dette Jeg
ret kraftigt og mandigt har trukket sig sammen i sig
selv og fordybet sig i sin ensomme Sorg, udvider dets
Smerte sig til Sorgen over al Menneskelivets Jammer;
Jegets haarde og selvsyge Skal bliver sprængt og den
dybe Frihedsbegejstring aabner sig^ Vej for at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
