Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - IV. Naturalismen i England - XX. Byron. Den revolutionære Aand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
532 Naturalismen i
England
Livsanskuelse. For første Gang i sit Liv stod
Byron overfor en helt moderne og helt frigjort
Aand. Trods al sin geniale Evne til at tilegne
sig hvad der stemmede med hans Natur havde
han kun faaet en halv, literær og filosofisk,
Dannelse og bestandigt mere maattet lade sig lede
af Sympatier end af Overbevisninger. Nu traadte
Shelley ham imøde, gennemglødet af en Apostels
Begejstring, længst ude over alle Tvivl, som en
sand Humanismens Præst. Hverken det adspredte Liv
i Londons Selskabssale eller det knugende Tryk af
tunge Skæbner havde undt Byron Sindsro til at gruble
synderligt over Tilværelsens Grundspørgsmaal eller
over Menneskehedens Omdannelse; han havde været altfor
sysselsat med sig selv. Nu mødte han lige paa det
Punkt i sin Digterbane, da Jeget i ham begyndte at tø
op, den Aand, som døbte med Ild. Hans Sjæl aabnede
sig helt for den nye Paavirkning, og i en Række
af de Skrifter, han nu fuldførte, spores den meget
tydeligt. De mange naturforgudende (panteistiske)
Udbrud i tredje Sang af Childe Harold er uden Tvivl
alle Frugter af Samtalerne med Shelley, fremfor Alt er
det skønne Sted om almægtig Elskov som Naturens Aand
(III, 100) et Udtryk for Shelleys Lære om Kærlighed
og Skønhed som hemmelighedsfulde, Verden omspændende
Magter. I en af sine Dagbogs-Optegn eiser gaar Byron i
disse Dage endog saa vidt i Shelley’sk Naturdyrkelse,
at han betegner den Stemning, der omgiver Clarens
og Meillerie, Sceneriet for Rousseau’s Héloise,
som en, der er «af højere og mere omfattende Art end
Deltagelsen for en enkelt Lidenskab.* «Det er, siger
han, Følelsen af Kærlighedens Tilværelse i dette Ords
højeste og mest udstrakte Betydning og af vor egen
Deltagen i dens Goder og Hæder; det er Verdensaltets
store Ophav, som her er mere fortættet tilstede end
andensteds. I dette taber vi, skønt vi véd, at vi
har Del deri, vort personlige Jeg, medens vi gaar op
i det Heles Skønhed.* En yderligere Paavirkning af
Shelley lader sig eftervise i Aandescenerne i Manfred
og især i dette Dramas tredje Akt, hvis Omarbejdelse
foretoges paa Shelley’s Raad. Endelig havde Kain,
selv om Shelley, som han paastaar, ingen umiddelbar
Del har havt i denne Digtnings Komposition, ganske
sikkert ikke faaet det Præg, som Digtet har, hvis
man kunde tænke sig Shelley ude af Byrons Liv.
De to Digtere besøgte Chillon og den hele Omegn
i Forening, og saaledes modtog Byron det andet
store Indtryk, som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
