Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - IV. Naturalismen i England - XXI. Byron. Komisk og tragisk Virkelighedstroskab
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Byron. Komisk og tragisk Virkelighedstroskab
549
til Vesper. Og det, udraabte han, er vor
Menneskelod. Lig denne mørke og skrækkelige Klokke maa
Sjælen i sit solbelyste Taarn sammenringe vore Tanker
og Længsler til at samles rundt om det sønderrevne
Hjerte og til at bede som gale Mænd gør - hvorom? de
ved det ikke selv». Ingen Lignelse maler bedre Byrons
Liv paa dette Tidspunkt. Visselig var dengang hans
Længsler og Lyster som Afsindige, der kun én Gang
daglig ringedes sammen af Daarekistens Klokke.
Med Møje løsrev han sig, efter i Venedigs usunde
Luft at have paadraget sig en hidsig Feber, saa
længe fra Marianne Segati, at han paa en kort
Udflugt kunde besøge Ferrara og Rom. Men efter
hans Tilbagekomst forsvandt den heftige Lidenskab,
da Byron opdagede, at hun solgte de Smykker, han
gav hende, og overhovedet gik ud paa at gøre sig
sit Forhold til ham indbringende. Under sit første
Ophold i Venedig havde han fortrinsvis søgt det gode
Selskab, der især samledes i den literært dannede
Grevinde Albrizzis Hus; nu trak han sig helt tilbage
fra den gode Tones Herredømme. Han lejede til sig
og sit Menageri et prægtigt Palads ved den store
Kanal; dette Palads blev snart til et Harem, og
Yndlingssultaninde deri blev en ung Kvinde af Almuen,
Margarita Cogni, der, da ’hun var gift med en Bager,
blev tituleret Byrons Fornarina paa det Kobber stik,
hans Forlægger lod gøre af hende. Hendes Ansigt var
af det skønneste venezianske Snit, hendes Skikkelse
maaske lidt for stor, men derfor ikke mindre skøn
og fuldkomment passende for Nationaldragten. Hun
havde den venezianske Almues hele Barnlighed og
Pudserlighed, og da hun hverken kunde læse eller
skrive, kunde hun ikke plage Byron med Breve. Hun
var skinsyg? rev Masken af fornemme Damers Ansigt,
naar hun saa dem sammen med Byron, og kom til ham,
naar hun lystede, uden at bryde sig om Tid, Sted
eller Personer. I et Brev siger Byron om hende: «Da
jeg gjorde hendes Bekendtskab, stod jeg i Forbindelse
med en fornem Dame, der var uklog nok til at true
hende. Margarita, som blev udæsket af Damen, slog
sit Hovedklæde tilbage og svarte paa sin selvsikre
venezianske Manér: I er ikke hans Kone, og jeg er
heller ikke hans Kone. I er hans Elskerinde og jeg
er hans Elskerinde. Eders Mand er et Fæ og min Mand
er et Fæ. Hvad Ret har I saa til at skælde mig ud? Er
det min Skyld, at han synes bedre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
