Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - IV. Naturalismen i England - XXIII. Byrons Død
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
584 Naturalismen i
Eneland
Der behøves intet andet Vidnesbyrd om det Indtryk,
Budskabet om Byrons Død gjorde paa alle dem, der stod
ham nær. Den græske Befolkning løb klagende gennem
Gaderne under Raabet: Han er død, den store Mand er
død! - Liget blev bragt til England, og Gejstligheden
negtede det en Plads i "Westminster-abbediets
Digterhjørne. Men «højt hævet over Englands Dadel og
Grækenlands Pris» gik hans Minde Jorden over.
I Ruslands og Polens, Spaniens og Italiens,
Frankrigs og Tysklands Aandsliv satte de Spirer
Frugt, som han med ødsel Haand havde udstrøet. Frøet
blev til Blomster og Dragetænderne til stridbare
Mænd. De slaviske Nationer, der sukkede under et
Voldsherredømme, af Naturen havde Hang til Tungsind,
og hos hvem Historien havde udviklet oprørske
Instinkter, tilegnede sig med Lidenskab Byrons Poesi,
og Pusjkin’s Onjægin, Lermon-tov’s En vor Tfds Helt,
Malczewski’s Marja, Mickiewicz’s Conrad og Wallenrod,
Slowacki’s Lambro og Beniowski viser, hvor dybt deres
Digtere følte sig grebne. De romanske Folkeslag,
hvis søde Synder han havde besunget, og som netop
nu rejste sig til Opstand, oversatte og granskede
med Lidenskab hans Værker. De udvandrede spanske og
italienske Digtere optog hans Feltraab, i Spanien
selv dannedes Myrteselskabet, i Italien undergik
fremfor Alle Giovanni Berchet Byrons Indflydelse,
og den er neppe mindre kendelig hos Leopardi og
Giusti. I Frankrig var det øjeblikkelige Indt^k af
Byrons Død dog betydeligst. Der laa kun faa Uger
mellem denne Begivenhed og Chateaubriands Overgang
til Oppositionen, og Chateaubriands første Gerning
efter sit Fald var at indmelde sig i det græske
Udvalg. Hugos Les Orien-tales var ingen Flugt til
Østerland som de tyske Digteres; Hugo lagde Vejen
over Grækenland og dvælede længe ved Friheds-krigens
Helte. Delavigne besang Byron i et ypperligt Digt,
Lamartine føjede en sidste Sang til Childe Harold,
Mérimée lod sig paavirke af Byrons Vildheds-Aand,
Alfred de Musset prøvede paa at løfte den store
Digters Arv, og selv Lamennais talte snart et
Tungemaal, hvori mangt et Ord og mangen en Vending
mindede om Sproget i Byrons Udfald. Tyskland var endnu
politisk for langt tilbage til at have Landsforviste
og Udvandrede blandt sine Digteraander; men med stille
filologisk Begejstring havde dets Lærde i Grækenlands
Rejsning set det antike Hellas7 Genopstandelse;
Digtere som Wilhelm Muller og Alfred Meissner skrev
skønne Digte til Byrons Ære, og indenfor Landets
Grænser
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
