Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Den romantiske Skole i Frankrig - III. Romantismen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
20 Den romantiske Skole i
Frankrig
Kampen paa Frankrigs egen Grund. Betragter man ikke
denne Fortale historisk, vil de Kraftanstrengelser,
der gøres for at paavise det Unaturlige i at
sammentvinge den dramatiske Handling indenfor 24 Timer
og en og samme Søjlehal, synes Nutidslæseren næsten
lige saa uinteressante som de Urimeligheder, der
bekæmpes; men man maa huske, at Boileaus lovgivende
Myndighed den Gang endnu stod urokket i Frankrig.
Lærerige med Hensyn til Hugos eget Sjæleliv er
idetmindste de Partier, hvor Hugo udvikler sin
personlige Poetik, skønt han er saa meget Digter
og saa lidet Tænker, at han kun sjældent leverer en
fyldestgørende Bevisførelse.
Det gælder for ham om at bekæmpe Tragediens
virkelighedsfjerne, antikiserende Retning. Han gør det
besynderligt nok i Kristendommens Navn og ved Hjælp
af en stor verdenshistorisk Oversigt, der er lige
saa falsk systematisk som nogen af hans Samtidige
Cousin, om hvem den minder. Han sondrer tre store
Tidsrum: det oprindelige, hvor Poesien er lyrisk,
den antike Civilisations, hvor Poesien er episk,
og Kristendommens Tidsalder, som er Dramets. Det
Ejendommelige for den kristelige Tids Poesi, der
behandles som enstydig med den moderne, skal være
det, at denne Digtning (som af Religionen har lært,
at Mennesket bestaar af to Bestanddele, Legeme og
Sjæl, et dyrisk og et aandeligt Væsen) giver begge
de to tilforn hinanden udelukkende Elementer, det
Ophøjede og det Groteske (det selsomt Latterlige),
Plads i samme Værk. Tragedien behøver derfor ikke
gennemgaaende at være højtidelig, den tør udvikle
sig til Drama.
Bekymrer vi os nu mindre om, hvad Hugo siger,
end om hvad han egenlig vil sige, saa finder vi,
at Summen af denne temmelig taabelige Begrundelse er
en naturalistisk Indsigelse mod det rent Skønne som
Kunstens egenlige eller højeste Genstand. Meningen er:
Vi vil forlade Vedtægten, vi vil ikke være forpligtede
til at fjerne alt det fra den alvorlige Poesi, som
ligefrem minder om Legemverdenen. Man ser det af hans
Eksempler. Dommeren skal turde sige: «Dømt til Døden
- og lad os gaa hen og spise til Middag.» Dronning
Elisabeth skal turde bande og tale Latin. Cromwell
skal turde sige: «Jeg har Parlamentet i min Sæk og
Kongen i min Lomme.» Cæsar kan i Triumfvognen være
bange for at vælte. Og han kalder Napoleons Sætning:
«Fra det Ophøjede til det Latterlige er der kun et
Skridt* for det Angstskrig, der indeholder Dramet og
Livet i en Sum.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
