Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Den romantiske Skole i Frankrig - III. Romantismen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
28 Den romantiske Skole
i Frankrig
jægere, ikke Tiggere, ikke Beskyttede som hine Andre;
de var den Slægt, som faa Maaneder efter gjorde
Julirevolutionen og i de nærmest følgende Aar gav
Frankrig en Literatur og Kunst af første Rang.
Saaledes saa de paa Hernani. Og hvad saa de i den
anden Hovedfigur, Kong Karl af Spanien? Han er fra
først af frastødende. Man tror ikke stort paa denne
kolde, kloge Herskers glødende Kærlighed til Donna
Sol, og saa anvender han endda u værdige Midler,
Magt og Vold, for at erobre hende. Men Digteren har
forstaaet at lade ham stige. Vi ser stedse tydeligere^
hvorledes en stor Ærgerrighed fylder hans Bryst.
Det var Carlos’ Kæmpemonolog ved Karl den Stores
Grav, som hin første Aften afgjorde Dramaets Skæbne,
og denne saa ofte kritiserede og spottede Enetale er i
Virkeligheden en ung Mesters Værk. Det er, selv om man
ikke vidste det, let at se, hvor uhistorisk den er,
hvor umuligt Karl den Femte kunde tænke saaledes. Men
den tiltrækker ved den Troskab, hvormed den afspejler
1830-Tidens Tanker og Drømme om Statssager, og ved
det politiske Geniblik, der røber sig i den. Det er
den Art historisk Blik, som man undertiden forbauses
over hos Digtere; Schiller har det i Fiesco, 21
Aar gammel. Hør Don Carlos’ Skildring af Europa: En
Bygning med to Mennesker paa sine Tinder, to kaarne
Høvdinge, som enhver født Konge maa underkaste sig,
Kejseren og Paven. Næsten alle Stater er arvelige og
Herskermagten for saa vidt i Tilfældighedens Vold,
men Folket har gennem Valget undertiden sin Pave eller
sin Kejser, og Ligevægten er genoprettet. Kurfyrsterne
i deres Guldmor, Kardinalerne i deres Skarlagen er
Midlerne, ved Hjælp af hvilke Gud vælger.
«Lad en Ide, som er undfanget af Tidernes Behov,
en Dag komme for Lyset, saa vokser den, stiger,
blander sig ind i Alt, gør sig til Menneske, griber
Hjerterne. Mangen en Konge knebler den og træder
den under Fødder, men lad den en Dag faa Indpas i
Kurfyrsteraadet eller Conclavet, da ser Kongerne
pludseligt Ideen, der nys var Slave, rejse sig over
deres kongelige Hoveder med Verdenskuglen i sin Haand
eller den tredobbelte Krone om sin Pande, og de føler
den træde paa deres Nakker og tørre sine Sandaler
paa deres Hoved.*
Visselig er det ikke paa Karl den Femte, at Digteren
her har tænkt; det er paa en i Tiden langt nærmere
Kejser, paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
