Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Den romantiske Skole i Frankrig - V. Tilbageblik. Fremmede Forudsætninger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
48 Den romantiske Skole
i Frankrig
dramatiske Form. Der findes ligefuldt heri en Sætning,
i hvilken han ligesom angiver det Skridt, han selv
haaber at kunne føre Kunsten videre. Den lyder: «Efter
Walter Scotts maleriske men prosaiske Roman staar
der tilbage at skabe en anden Art Roman, der efter
vor Mening vil være smukkere og mere fuldendt. Det er
den Roman, som paa én Gang er Drama og Epos, som vel
er malerisk, men tillige poetisk, vel er virkelig,
men tillige ideal, vel sand men tillige stor, og som
indfatter Walter Scott i Homer.» De sidste Ord, der
paa ægte Hugo’sk Maade gennem Overdrivelse fordærver
Virkningen, bør ikke hindre os i at anerkende den
unge Forfatters Klarsyn for hvad han selv engang
vilde kunne yde i Romanfaget. Han har, synes det,
havt Følelsen af at hans Romaner vilde blive store
Digte i Prosa, store maleriske Krøniker snarere end
Virkelighedsbilleder som Scotts.
Notre Dame de Paris, der var bestemt til at
give et Billede af Paris’s Liv og Sæder i det
15de Aarhundrede, er et Foster af en storladen
arkitektonisk Fantasi. Hugo’s Hang til det Mægtige og
Kolossale har her fundet en passende Genstand. Han
besjæler denne Kirke, fylder den med sin Aands
Pust, saa den bliver et levende Væsen, og som man
af en enkelt Hvirvel undertiden kan genopbygge en
Dyreform, saaledes fremmaner hans Hjerne ud fra
Kirken som Udgangspunkt det hele omgivende Paris,
som længst var forsvundet. Troens og Overtroens,
Sædernes og Kunsternes, Lovenes og Hjerternes
Tilstand i hin gamle Tid er malt i brede, kraftige
Træk uden megen Skarphed men med en Art Trolddom,
der overvælder. Menneskeskikkelserne er geniale
Grundrids til Karakterer, udførte i Epopeens Stil,
i halvt overnaturlig Størrelse. Walter Scotts ærbare
og borgerlige Menneskelighed er erstattet af en
farvedrukken Kunstneraand, Walter Scotts fromme
Sind er afløst af en storstilet Lidenskabelighed,
der uden at beroliges peger hen paa den jernhaarde
blinde Nødvendighed, hin åvåyw}, som er ridset paa
Kirkens Væg og som knuser os alle, Zigøjnersken og
Præsten, Skønheden og Dyret, Føbus og Quasimodo,
Aarhundrede efter Aarhundrede under sin Jernhæl.
Endnu stærkere end Walter Scott betog Byron. Det
var det heftige Element af Lidenskab i-hans Digte og
dets Sammenhæng med hans Levneds Uregelmæssigheder,
det var Childe Harold og endnu mere Lara, den af
Skæbnens Finger mærkede Personlighed, der rugende
over et hemmelighedsfuldt Tungsind
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
