Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Den romantiske Skole i Frankrig - VIII. Hugo og Musset
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
84 Den romantiske Skole
i Frankrig
I selve dette Digt bevæger sig, udstyret med den
højeste Skønhed, Billedet af den unge Moder, fulgt af
sine fire Børn, af hvilke det mindste endnu tripper
med vaklende Skridt:
Ifald du nogensinde en Kvinde skulde møde,
Panden ren, Gangen rolig og Øjnene søde,
hvem fire Smaabørn følger, hvoraf det første vakler;
som passer dem godt, og naar de møder Stakler
- en gammel Syg, en Blind, der gaar i Ledebaand -
en Almisse lægger i den mindste Lilles Haand;
eller dersom Smædesnakken omkring et Navn sig tumler,
og en Kvinde hører til i Tavshed, mens man skumler,
og tvivler, og siger: «Lad os vente med vor Dom!
Hvem af os kunde ikke man Sligt fortælle om!
Man er kun altfor rede til Besudling af de Bedste,
al Ros er lam, men Vinger har Dadlen af vor Næste.»
Eller ser du et Blik, i hvis Glans, som overmander, en
jomfruelig Straale med en moderlig sig blander - Hvem
du saa er, velsign min Sjæls Søster! Det er hende,
mit Haab, mit Ly, min Tilflugt til mine Dages Ende.
Og saa klinger der dernæst gennem disse Digte en
Summen og en Kvidren som af Smaabørns Lege, deres
Larm og fugle-agtige Skrig. Barnet springer ind i
Stuen, og selv den mørkeste Pande, selv det urene
Aasyn klarer op; Barnet blander sine Spørgsmaal ind
i den alvorlige Samtale, og den standser i et Smil;
det aabner sin unge Sjæl for alle Indtryk og byder
Fremmede og Kendinge sin Mund til Kys.
«Lad Børnene blive! jag dem ikke ud af Digterens
Arbejdsværelse, lad dem kun le og synge, blande deres
barnlige Støj ind i de indre Stemmers Kor, mens den
Skrivende drømmer ved sin Pult. Deres Pust jager ikke
hans Drømmes brogede Sæbebobler paa Flugt. Tror I,
jeg bliver bange, naar jeg midt under mine Syner af
Blod og Brand ser disse lyse Hoveder glide mig forbi,
eller at Versene som en Fuglesværm tager Flugten for
legende Børn? Nej, nej! Intet Billede fordrives af
dem. Guldorientaleren udbreder i deres Nærhed endnu
rigere sine malede og ciselerede Blomster, Balladen
bliver friskere, Odens vingede Strofer stiger mod
Himlen med et endnu mere brændende Aande-drag!>
En sørgelig Begivenhed gav i modnere Aar Digteren
Anledning til at vende tilbage til hin Ungdomstid
i Smaabørnenes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
