Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Den romantiske Skole i Frankrig - VIII. Hugo og Musset
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hugo og Musset
87
Gennem Barnets Aftenbøn, den berømte Bøn for Alle,
ikke blot for Fader og Moder, men for de Fattige,
de Forladte, de Slette, udvider Familiens Begreb
sig til den hele umaadelige Menneskefamilie. Her
i Efteraarsbladene har Menneskeligheden, som i de
østerlandske Digte Umenneskeligheden, fundet sit
poetiske Udtryk.
Naar Digteren sidder ene og lader sin Fantasi glide
ned ad Drømmenes Skraaplan, da tænker han først
paa sine Kære, ser sine Venner, En for En, saa alle
nærmere og fjernere Bekendte, saa alle Ubekendte,
Menneskeheden, levende og døde Byer med deres
Befolkning, indtil Blikket fortaber sig i Skuet ud
over Tidens og Rummets dobbelte Hav, det Endeløse og
det Bundløse, ud over det Endeløse, der evigt ruller
ned i det Bundløse. Hint Uendelige, som Hugos store
Forgænger, André Chénier, forsmaaede, hin religiøse
Følelse, som ikke fandtes hos dette det attende
Aarhundredes Barn, træder, lutret for Reaktionstidens
Overtro, ind i sine Rettigheder paany hos Hugo.
Digteren bestiger en Høj ved Kysten og hører derfra
en dobbelt Stemme, en fra Havet og en fra Landet. Hver
Bølge har sin Mumlen, hvert enkelt Menneske sin Røst,
sit Suk, sit Skrig, og Bølgernes og Menneskenes
Stemmer smelter sammen til to uhyre, hjertegribende
Kor: Naturens Sang og Menneskehedens Klage.
Her møder vi Uendeligheden ikke mere som det blot
Uhyre, der nu og da træder op i Orientalerne, men
som det Hav, hvor det er naturligt og efter Leopardis
bekendte Udtryk sødt for Tanken at strande.
Tasmørkesangene er til Forskel fra den foregaaende
Samling ikke mere helligede Privatlivet, men
overvejende politiske Digte. De fører saa at sige
Dagbog over de sidste Aaringers Begivenheder. Hugo
støttede det konstitutionelle Kongedømme, ja han lod
sig endog af Ludvig Filip udnævne til Pair af Frankrig
og modtog senere Kongens Bistand, da man paa Grund af
en Kærlighedshistorie (hans Overrumpling hos Fru Biard
i Juli 1845) vilde udstøde ham af Pairskammeret. Paa
dette Tidspunkt kan han nærmest betegnes som kongetro
med et Hang til Opposition.
Hans Digte forherliger Julidagene og deres Martyrer
og udtaler Harme over Deputeretkammerets Vægring
ved at lade Napoleons Lig føre tilbage til Frankrig,
et Forslag, som Kongehuset Intet havde imod og der
sidenhen som bekendt virkeliggjordes af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
