Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Den romantiske Skole i Frankrig - XX. Beyle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Beyle
203
ragende ved Begavelse eller ikke, saa er den Maade,
paa hvilken deres Aandsliv fremføres, enestaaende. Vi
ser dem ikke blot ind i Sjælen, men vi ser - som hos
ingen anden Forfatter - de psykologiske Love, i Kraft
af hvilke de handler eller føler som de gør. Ingen
anden Romandigter skaffer sin Læser i samme Grad den
Fornøjelse, som ledsager fuldstændig Indsigt.
Fru de Rénal elsker Julien, der lever i hendes Hus som
Børnenes Lærer. Etsteds hedder det saa: «Med Skam og
Skræk opdagede Fru de Rénal, at hun elskede sine Børn
endnu højere, fordi de holdt saa meget af Julien.*
- Mathilde de la Mole piner Julien ved at betro ham
de Følelser, hun tidligere har næret for enkelte af
sine Tilbedere. Saa hedder det: «Havde man heldt
smeltet Bly ind i hans Bryst, vilde han ikke have
lidt saa meget. Hvorledes kunde den stakkels Fyr,
elendig som han følte sig, gætte, at det var fordi hun
talte til ham, at Frøken de la Mole fandt saa megen
Fornøjelse i at mindes sine gamle Halvforelskelser?*
Begge Steder oplyser en sjælelig Lov.
Julien har lige betraadt den gejstlige Vej af
ærgerrige Grunde, men med indre Modbydelighed. Ved
en festlig Lejlighed ser han i Landsbykirken en ung
Biskop knæle, omringet af lutter indtagende unge
Piger, der synes ikke noksom at kunne beundre hans
smukke Kniplinger, hans yndefulde Manerer, hans fine
og blide Ansigt: «Dette Skuespil fik vor Helt til at
miste hvad han endnu havde tilbage af Fornuft. I dette
Øjeblik vilde han have sloges for Inkvisitionen og
det i god Tro.» Den sidste Tilføjelse «og det i god
Tro» er især beundringsværdig. Man jævnføre hermed
et Sted i La Chartreuse: Mosca har under en Opstand,
som er fulgt paa Fyrstens Død - en Fyrste, hvem han
grundigt har foragtet og som hans egen Elskede har
ladet forgive - maattet stille sig i Spidsen for
Soldaterne og i den unge, lige saa elendige Fyrstes
Navn maattet adsplitte Hoben. I det Brev, hvori han
meddeler sin Elskede det Skete, hedder det: «Men
hvad der er pudsigt, det er, at jeg, i min Alder,
har havt et Øjebliks Begejstring, idet jeg holdt min
Tale til Gården og rev Epauletterne af den Kujon,
den havde til General. / det Øjeblik havde jeg uden
Vaklen givet mit Liv for Fyrsten-, jeg tilstaar nu,
at det havde været en saare dum Maade at blive af
med det paa.» Begge Steder viser med sjælden Finhed,
hvorledes en kunstig Begejstring ligesom ved Smitte
opstaar og blænder.
O. Brandes: Samlede Skrifter. VI.
14
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
