Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Den romantiske Skole i Frankrig - XXII. Beyle og Mérimée - XXIII. Mérimée
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mérimée
227
ikke forstaar sig paa; han fremstiller aldrig løse
Gisninger eller aandrige Paradokser; han gaar frem
Skridt for Skridt. Han kan blive tør og træet;
men han begaar ingen Fejl. Er Mérimée saaledes en
ædru Videnskabsmand uden Geni, saa er Beyle lige
omvendt i Videnskaben den geniale Dilettant, med alle
Genialitetens men ogsaa med alle Dilettanteriets
Kendemærker. Det vrimler i hans Bøger af vovede
Paastande, ubevislige Gisninger, af almindelige
Udsagn om Nationer, hvis Sprog han ikke var hjemme i,
af Dilettantparadokser som hint, der satte Werner’s
Luther højest af alle tyske Dramer. Hans Afhandlinger
er ligesaa underholdende og rige paa Indfald som
Mérimée’s kedelige og tørre; men Mérimées Resultater
er byggede paa Klippegrund, Beyle’s altfor ofte paa
Sand.
Baade som Videnskabsmand og som Digter betegner
Mérimée altsaa et Fremskridt ud over Beyle. Han er
en snevrere og fattigere Aand, med en, hvis Indhold
var bragt i en ganske anden Orden, og som var Herre
over en tilsieben kunstnerisk Form.
XXIII
Mérimée’s tidligste Holdning som Dramatiker og
Novellist er literært angribende. Skønt han er
anlagt til Iagttager, forfølger han ikke - som Balzac
f. Eks. - det Maal, at fremstille den Verden, han ser
om sig, i dens Bredde; han har ikke den Ærgerrighed,
at man skal kunne studere hans Tids Kultur og Følelser
i hans Værker; han vil trodse en herskende Smag hos
sine Landsmænd, vil drille eller oprøre dem og vælger
i denne Hensigt med Forkærlighed Stoffer, som ligger
det moderne dannede Samfund fjernt.
Det var naturligt, at hans Uvilje først vendte sig
mod den literære Følsomhed. Den sky og stolte Yngling
var gennem-trængt af den Tanke, at en Forfatter har
den Pligt at meddele Publikum sine Ideer, men skylder
sin Værdighed som Mand at beholde sine Følelser for
sig selv. Dog med denne Tanke stod han i Datidens
franske Literatur næsten ene. Siden Rousseau, der
med sine Romaner og især med sine Bekendelser havde
brudt Banen for en Svælgen i halvsande Følelser
og en Meddelsomhed, som ikke holdt Noget tilbage,
havde en Række af Skribenter ligefra Chateaubriand
til Lamartine og Sainte-Beuve
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
