Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Den romantiske Skole i Frankrig - XXIV. Mérimée
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
238 Den romantiske Skole i
Frankrig
til Sværmeri, samt hele Samtalen i Vognen, under
hvilken Julie ved hver Ytring, ved hvert Ord, endnu
mere ved sin Modstand end ved sine Tilstaaelser rykker
sin Undergang bestandig nærmere. Fremstillingen samles
i denne klassiske Sætning, som alt det Foregaaende
forbereder: «Den stakkels Kvinde troede i dette
Øjeblik og med fuldkommen Oprigtighed, at hun altid
havde elsket Darcy, og i alle de seks Aar, i hvilke
hun ikke havde set ham, med ligesaa stor Kærlighed,
som hun følte for ham i dette Øjebliks Mérimée har
forstaaet, hvilken Almagt i Menneskelivet, hvilken
tragisk Drivkraft der ligger i det uundgaaelige
Selvbedrag. Af det nødvendige, det uundgaaelige
Selvbedrag kan jo ikke blot Halvdelen af al
Menneskelivets Lykke, men ogsaa en betydelig Sum af
al menneskelig Elendighed forklares.
Endnu nærmere kommer Mérimée det egenlig Tragiske,
hvor det Skæbnesvangre synker ned i Menneskevæsenet
og blander sig med det som en Gift blander sig med
Blodet. Saaledes i Novellen Carmen. Fra den Dag af,
da José møder Zigøjnerpigen Carmen første Gang, gaar
hans Liv ud af sit Spor, og med streng Nødvendighed
forvandles han nu, skønt god og brav af Sindelag,
for hendes Skyld til Røver og Morder. Ja, Mérimée,
der som ung Romantiker vilde tage saa ’lang Afstand
som muligt fra dem, der skrev Sørgespil i gammelgræsk
Stil, kom i Colomba med sin moderne corsicanske
Heltinde den græske Tragedie nærmere end nogen af de
ærværdige Tragikere, der forherligede «Agamemnons
aldrig uddøende Familie*. Ikke med Urette har man
sammenlignet Colomba med Elektra. Som Elektra gaar
hun helt op i Tanken paa sin Faders uhævnede Død, som
Elektra opflammer hun sin Broder til Blodhævn og endnu
mindre end Sofokles’s unge Pige er hun en almindelig
Tragedie-Heltinde; thi hun bevæger sig elskværdigt og
troskyldigt i sit Panser af frygtelige Fordomme. Hun
er paa en Gang blodtørstig og barnlig, haardhjertet
og pigeagtig; en umild Gratie er Grundtrækket i
hendes Væsen, Det er nutildags en let Sag at se,
hvor meget nærmere denne naturkraftige Datter af
et lille, sydlandsk Øfolk staar de gammelgræske
Kvindeskikkelser end alle hine Teaterprinsesser,
der paa de franske Scener gik paa Koturner og lød
Navnene Elektra, Antigone eller Ifigenia. Nærmest er
hun dog maaske i Slægt med de hedenske Døtre af en
langtborte liggende nordisk Ø, med Kvindeskikkelserne
i de islandske Sagaer, der med en saa lidenskabelig
Haardnakkethed ruger over Familie-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
