Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Den romantiske Skole i Frankrig - XXVIII. Th. Gautier
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Th. Gautier
265
og som indeholder Skildringen af en omvandrende
Skuespillertrups Aftensmaaltid ved Lyset af to store,
med Guldpapir overklæbede Teaterkandelabrer af Træ
i en ung fattig Barons forfaldne Fædrenekastel på
a Ludvig den 13des Tid. Det er en Beskrivelse,
som minder om det under Navn af Esthers Bryllup
berømte Rembrandtske Maleri i Dresden. Man ser
Lyset modellere Ansigterne og Skyggerne krybe opad
Væggene. Der forekommer ikke et følsomt Ord deri,
men der er saa fin en Vemod i Stemningen, at man
forstaar det Udtryk, Gautier brugte til Feydeau,
der traf ham skrivende derpaa: «Det er en nøjagtig
Skildring af min Sjælstilstand.«
Et andet Kapitel beskriver under Overskriften
Snestykke (Effet de neige) hvorledes Skuespillernes
Karre drager afsted ved Nattetid gennem den høje
Sne, hvorledes Den iblandt dem, der plejer at spille
Matamoren (den storpralende Soldat) og som har fulgt
Karren tilfods, savnes af de Andre, hvorledes de søger
ham og forgæves raaber hans Navn af deres Lungers
fulde Kraft ud over den vide Snemark. Intet Svar. En
af dem bærer en Lygte, hvis røde Genskin bevæger
sig over Sneen; vi ser de lange formløse Skygger,
som følger Mændene over den hvide Grund. Truppens
sorte Hund ledsager dem hylende. Med Et tier Hunden,
og man fornemmer den Dødsstilhed, som opstaar, naar
den faldende Sne dæmper alle Lyd. Endelig tror den
af dem, som har skarpest Øjne, ved Foden af et Træ at
se en fantastisk Figur, underligt og ulykkevarslende
stiv. Det er ham, den stakkels Matamor. Hans Ryg
er støttet mod Træet og hans lange Ben strakte ud
paa Jorden, halvt skjulte af den fygende Sne. Hans
uhyre Kaarde, som han aldrig lagde fra sig, danner mod
hans Byste en saa løjerlig Vinkel, at man under andre
Omstændigheder havde maattet smile deraf. En nærmer
Lygten til hans Ansigt og er nær ved at tabe den af
Skræk. Ansigtet, der er hvidt som Voks, ser ud som om
Dødens benede Fingre havde klemt Næseboerne sammen;
Næseryggen lyser som den skinnende hvide Rygplade paa
en Blæksprutte; Huden er strammet over Tindingerne;
Sneflokke ligger paa Øjenbryn og Øjenhaar; de
opspilede Øjne stirrer med glasagtig Glans. Paa
hver Ende af det store, spidse Overskæg glimter en
lille Isklump, hvis Vægt bøjer det lidt. Den evige
Tausheds Segl har lukket Læberne, fra hvilke saa
mangt et lystigt Praleri foer ud over Tilskuerrummet,
og Dødningehovedet skimtes gennem det blege, magre
Ansigt, i hvilket
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
