Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Den romantiske Skole i Frankrig - XXX. Sainte-Beuve
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Sainte-Beuve
283
til denne nye Kres som til de tidligere, i hvilke
han havde tilbragt sin Ungdom. Revolutionen
i 1848 splittede dette Selskab ad og da de
sejrende Republikanere krænkede ham dødeligt ved
Offenliggørelsen af en aldeles fjottet Anklage imod
ham, følte han sig mere end nogensinde isoleret.*) Han
forlod for anden Gang paa nogen Tid Frankrig, holdt i
Liége de Foredrag, af hvilke hans Bog Chateaubriand et
son groupe litteraire fremgik, Foredrag, hvis Indhold
og Tone maatte gaa det monarkiske og katolske Parti
meget nær og som røbede Tab af store Illusioner.
Fru d’Arbouville døde 1850 og dermed var det
private Baand, der forenede ham med de gamle
Partier, bristet. Det demokratiske og socialistiske
Instinkt, der havde draget ham til Armand Carrel og
til Saint-Simonisterne, drog ham nu til det andet
Kejserdømme. Han var saa lidt som nogen anden Mand fra
1830 (den en kort Tid berømte, hæderlige, men iøvrigt
ringe begavede Digter Auguste Barbier fraregnet)
fri for at dele den almindelige Napoleonsdyrkelse,
han betragtede Kejserdømmet som en af Folket baaren,
mod Borgervæsenets Herredømme rettet Imperialisme,
og i den bekendte, meget angrebne Artikel Les
regrets erklærede han ikke blot sin Tilslutning til
Napoleon III, men udtalte sig endog med en underlig
glemsom Haan om Orleanister og Legitimister. Han
skrev først i Le Constitntionnel, saa en Tid lang i
Moniteur officiel, saa atter i Le Constitutionnel,
endelig i sit sidste Leveaar i Oppositionsbladet
Le Temps. Han var øjensynligt fuldstændig oprigtig,
han søgte ingen Fordel ved sit Omslag, han lod sig
kun nu som altid uvilkaarligt paavirke, for senere at
kritisere des mere klarsynet og indsigtsfuldt. Med
Kejserens Person kom han blot flygtigt i Berøring,
han sluttede sig til «Kejserdømmets Venstre*, blev
af Prinsesse Mathilde og Prins Napoleon behandlet og
hædret som Ven, og han benyttede sit Venskabsforhold
til Prinsessen paa den smukkeste Maade, nemlig til
en stilfærdig og ædel Velgørenhed i største Stil.
Først i dette sit Livs sidste Afsnit lykkedes det
ham at udfolde hele sit Talent. En ukritisk Digter
har i Reglen Udsigt til at blive slettere med Aarene,
en Kritiker har i Reglen Udsigt
*) Man anklagede ham for at have ladet sig bestikke
af Juli monarkiets hemmelige Fond. Det viste sig,
at hvad der laa til Grund var Bevillingen af en
Sum paa - 100 Francs, der var hlevet udgivet til
Istandsættelse af en Ovn i Mazarinbiblioteket, hvor
han var Bibliotekar.
G. Brandes: Samlede Skrifter. VI.
19
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
