Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Den romantiske Skole i Frankrig - XXXII. Dramet: Vitet, Dumas, Vigny, Hugo
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Dramet: Vitet, Dumas, Vigny, Hugo
303
Chatterton (opført 1835) er ganske anderledes
ejendommeligt for Vigny. Stykket indeholder en
Grundtanke, som han alt to Aar tidligere i sin
Novellekrans Stello havde behandlet i tre forskellige
Varianter, Ideen om den sande Digters ulykkelige og
forladte Stilling i det moderne Samfund. Vigny gik ud
fra den romantiske Forestilling om Digteren som et
højere Væsen, ja som det højeste Væsen paa Jorden,
denne Forestilling, som ogsaa Tysklands Romantikere
havde været saa gennemtrængte af, og grebes nu af en
dyb Medlidenhed med hans Lod især som ung, hvor han
mest trænger til Bistand og Paaskønnelse, men sjældent
finder Hjerter, der forstaar ham, og Beskyttere,
der sikrer ham et sorgløst Liv. Det Smukke ved denne
Vigny’s stadigt tilbagevendende Opfordring til at
give Digterne Brød er, at han ikke talte sin egen
Sag; thi han var af gammel grevelig Slægt og fra sin
tidligste Ungdom af uafhængigt stillet. Efter hans
Opfattelse er Digteren en stakkels Syg, der ganske
er i sin Indbildningskrafts Vold. Han er «ude af
Stand til Alt, hvad der ikke er hans guddommelige
Sendelse*, særlig ude af Stand til at tjene Penge;
han kan ganske vist fortjene sit Brød som Skribent,
men hvis han gør det, dræber han let det Bedste hos
sig, udvikler Dømmekraften paa Fantasiens Bekostning,
og den himmelske Gnist i hans Indre slukkes. Man bør
da ikke lade den Gudsendte nedværdige sig ved jordisk
Arbejd; hans Hoved er en Vulkan, fra hvilken der kun
da kan udgaa «harmonisk Lava«, naar han er i Stand
til at gaa ledig, saa ’længe han
lyster*)-
Der er, som en moderne Læser ser, noget Sandt og mere
Overspændt i Grundanskuelsen. Det Drama, der blev
bygget over den, og som fremkaldte Taarestrømine,
appellerer saa stærkt til Medlidenheden, at det ingen
tragisk Virkning gør, og det tager altfor lyrisk
Parti for sin Helt til at besidde den indre Ligevægt
uden hvilken et Drama mangler Holdning. Chatterton
og den unge Kvækerinde, han beundrer, har i dette
Stykke forpagtet al aandelig Adel og sjælelig Højhed;
rundt om dem raader kun
En kraftig, sørgmodig og dybt følsom Karakter. Hadende
og elskende med Voldsomhed. Vild af Natur og
civiliseret som mod sin Vilje af Hoffet og hans Tids
Velopdragenhed.
*) Man se den typiske Indledning til Chatterton:
Derniere nuit de-travail, du 29 au 30 juin 1834.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
