Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Den romantiske Skole i Frankrig - XXXII. Dramet: Vitet, Dumas, Vigny, Hugo
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
306 Den romantiske Skole i
Frankrig
sig til Tjener hos en Adelsmand. En Dronnings
Kærlighed gør denne Lakaj til Minister. Han er Pladsen
voksen, han udfører store og skønne Planer, er paa
Nippet til at blive sit Fædrelands Redningsmand. Men
hans Fortid rejser sig imod ham, og da han ser sine
Forhaabninger briste, hævner han sig som den, han
var. Han afslaar at duellere med sin Herre, raner
hans Kaarde og dræber den Værgeløse med den.*)
Det er, som man ser, altid en og’samme Opfattelse af
det Tragiske, der ligger til Grund. Men Hovedsagen
for Hugo er i alle disse Dramer det Væld af lyrisk
Patos, som bryder frem, saasnart den nedværdigede
Menneskesjæl i ædel Lidenskab hæver sig op af sit
Dynd; den sande Kærne er overalt den Følelsens Hymne,
under hvilken den skyldbetyngede Sjæl synger sig ren.
Hugo har i et af sine berømteste Digte (Les chants du
Crépuscule XXXII) udført en Lignelse, som falder En
ind, naar Tanken sysler med disse Dramer. Der hænger,
siger han, højt i Kirketaarnet en gammel Klokke;
fra først af var dens Metal blankt og purt; der stod
kun Ordet Gud og under det en Krone. Men Taarnet har
faaet mange Besøg, og enhver Vejfarende har - en med
sin stumpe Kniv, en med sit rustne Søm - ridset snart
sit vanhellige Navn, snart et smudsigt Ord, snart en
.Dumhed og snart en Plathed ind i Klokkens Malm. Støv
og Spindelvæv bedækker den nu, Rust er trængt ind
i Skaarene, besudler og fortærer den. Men hvad gør
det Klokken! Selv naar Alting sover, selv i Nattens
Mørke sukker Kirkeklokken, som Vulkanen altid ryger;
en klagende Bøn finder Vej gennem Malmet. Ogsaa i min
Sjæl, slutter han, som fra først af kun bar Præget
af sin ædle Oprindelse, har flygtige Vejfarende,
Lidenskaberne, indridset vanhellige Navne og næsten
udslettet det guddommelige Stempel. Men det gør min
Sjæl saa lidet som det skader Klokken. Naar den sættes
i Svingning, naar en usynlig Haand rører den og byder
den: Syng! da toner pludseligt fra Malmets skælvende
Indre ud igennem dets besudlede Overflade Hymnens
mægtige og henrivende Klang, og Støv og Rust og Skaar,
Alt tilhobe, maa klinge med i den store Harmoni.
Skønt Hugo her kun har villet skildre sin egen
Digtersjæls Tilstand, naar han sang, har han gjort
mere; han har i
*) Smlgn. Madame de Girardin: Lettres parisiennes
II, 31.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
