Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det unge Tyskland - XI. Heine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
432 Det unge
Tyskland
der her, sammentrængt paa et eneste Punkt, siddende
paa en Hest, griber ud over Verden og behersker
den. Prøjserne kunde man ganske vist ikke stille noget
bedre Varsel - men fra Torsdag til Mandag er en saadan
Fremgang dog kun tænkelig for denne overordenlige
Mand, som det er umuligt ikke at beundre.* Og Hegel
beundrer ikke blot ham, men det hele franske Folk. Et
Fjerdingaar senere skriver han, at han i Dagens
Historie ser det overtydende Bevis for, at Dannelse
sejrer over Raahed, Aand over aandløs Forstand. Ja han
tilføjer: «Som jeg allerede tilforn har gjort, saadan
ønsker nu Alle den franske Hær Held, der slet ikke
heller kan svigte den under den uhyre Forskel mellem
dens Anførere og Soldater paa den ene Side og deres
Fjender paa den anden.» (Haym: Hegel and seine Zeit.}
Heine har vistnok ikke ment, at hans Sværmeri for
Napoleon trængte til Forsvar; ellers kunde han have
beraabt sig paa, at han her til Forgænger havde den
Mand, han kun har omtalt med Ærefrygt som «den store
Hegel, den største Filosof, som Tyskland har frembragt
siden Leibniz*, den Mand, om hvem han som en utvivlsom
Kendsgerning fremfører den højst tvivlsomme Sætning,
at «han rager højt op over Kant», og hvem han kun
dadler saa skaansomt og blidt som i denne Vending:
«Hegel lod sig krone -i Berlin, desværre ogsaa salve
en Smule.»
Dog ikke blot Heines store Forbilleder og Lærere,
ogsaa Samtidige af ham som Varnhagen von Ense, der
dog havde udgydt sit Blod i Krigen mod Napoleon,
nærede den samme Beundring for ham og holdt sig lige
saa fri for germansk Nationalhad. Om vor Baggesen,
der i sit Væsen halvtysk gerne skabede sig mere
tysk end Tyskerne, skriver Varnhagen: «Napoleon
og Franskmændene hader han paa en ganske modbydelig
Maade, indtil Væmmelse heftigt og uden Grund; thi Alt,
hvad der er godt hos os Tyske og hvorfor vi skatter os
højest, er ham en Gru; det haaber han at faa tvunget
ned ved Hjælp af Kant, Jacobi, Voss og Klopstock -
Kant er her øjensynligt nævnt paa Grundlag af det
saa lidet tyske kategoriske Imperativ, de øvrige paa
Grund af Nationalfølelsens Indskrænkethed.
Man ser da, at én og samme Dyrkelse af Napoleon
lader sig forfølge hos de Mænd, der har havt størst
Indflydelse paa Heines som paa det unge Tysklands
Udvikling.
Den gav sig hos Heine digterisk Udslag adskillige Aar
før den blev en Farsot i Frankrig, og naaede hos ham
en Højde,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
