Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det unge Tyskland - XI. Heine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Heine
439
sit Væsen er Heine saa overbevist om det Modsatte,
at han kan gaa til den gale Yderlighed, i Nikolaj,
al Tvangs forstokkede Personliggørelse i Datiden,
at se Frihedsmændenes Høvding i Europa. Men Nikolaj
var i det mindste en Personlighed, en Kraft. Og
Heine var Geni nok til at føle, det i sidste
Instans ene og alene kommer an paa Personligheder
og Kræfter. Tallet gør det ikke, end ikke Fyrster i
rigeligt Flertal. Derfor Heines evige Løjer med de
tre Dusin tyske Monarker.
Hvad Heine ræddedes for, var maaske først et Liv
uden Skønhed. Den Fourier’ske Phalanstére, det
store Arbejdshus uden Overflod, hvor Alt er lige til
Øllet, og hvor der ingen Plads heller findes til den
Overflod, som Kunsten er - syntes ham uundgaaelig i
Fremtiden, men tilfredsstillede ham ikke.
Dog hvad der end mere vakte hans Uvilje var et
Liv uden Storhed, med Lighed i Middelmaadigheden
til Religion, med Hadet til Geniet, til de søgende
Aander og til dem, der aabent forkaster nazarensk
Afholdenhed, til eneste virkelig Moral. Hvad han i
lige Grad afskyede var Samfundet, som han kendte det,
regeret af et Præsteskab uden Aand og en Adel uden
Finhed, og saa et Samfund, som han forudsaa det,
bestaaende af frigivne Slavesjæle, der kun havde
ophørt med det Kryberi, som var deres Instinkt, for
at give den Misundelse Tøjlen, som var Kærnen i al
deres Sædelighed.
Han var visselig for Revolutionen mod Ludvig den 16.,
denne skikkelige Klejnsmed, der var bleven Konge. Dog
var han lige saa vist for Cæsar mod Brutus, denne
Klodrian af en Aagerkarl, som ikke kunde andet end
stikke en Kniv i en stor Mand.
Han indbildte sig at være Monarkist; han kaldte sig
kongetro af Overbevisning, fordi han var cæsarisk
sindet og manglede Ordet. Han indbildte sig at være
Demokrat, han kaldte sig derfor, fordi han var født
som Plebejer, hadede enhver uretfærdig Fødselsforret,
og følte sig stillet i en evig Opposition til
Junkere og Præster. Men i sit inderste Sjæleliv var
han følgeret. Den tilsyneladende Modsigelse i hans
politiske Sympatier og Bestræbelser kom af at han
elskede Storhed og Skønhed saa højt som Frihed og ikke
vilde ofre Menneskeslægtens højeste Udvikling paa en
uvirkelig Ligheds og virkelig Middelmaadigheds Alter.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
