Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det unge Tyskland - XIII. Heine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
454 Det unge
T3*sklancl
Thule er malte med saa ganske faa Ord: Ved Ganges
dufter og lyser det, Kæmpetneer staar i Blomst og
smukke, stille Mennesker knæler for Lotosblomster. I
Lapland er der smudsige Folk, smaa, med platte Hoveder
og brede Munde; de sidder paa Hug om Ilden og steger
sig Fisk og kvækker og skriger.
Saa er der lystige Digte om løse Pigebørn som hende,
han søger i hele Byen og finder i et Pragthotel,
eller hende, i hvis Hjerte blaa Husarer laa i
Indkvartering.
Endelig er der enkelte yderst fyndige Vers, som alle
Mennesker nu kan udenad, men som har sat ondt Blod
imod Heine og som har forarget. Saaledes især det
berømte:
Sjældent har I mig forstaaet, jeg fandt ej hos Jer
Forstanden; kun naar vi i Skarnet mødtes, saa forstod
vi straks hinanden.
Det er ubegribeligt, at man nogensinde har kunnet
betragte denne Strofe som en Tilstaaelse af smudsige
Instinkter. Den snærter jo kun dem, der søger lige
ned til ethvert anstødeligt eller slibrigt Sted i
en Bog, som Soen søger til Pølen, og slaar sig ned
deri. At Heine ikke her tænker paa nogen Indrømmelse i
Retning af at have villet paakalde Læserens sanselige
Drift eller skamløse Tilbøjeligheder viser bedst det
følgende Digt, der umiddelbart slutter sig til hine
Linjer, og som begynder:
Dog Kastraterne hviskede, da min Røst lød første Gang,
de hviskede og de tiskede, at meget for grovt jeg
sang.
Han kunde ikke utvetydigere hævde, at han, hvor han
har været ligefrem, drøj eller skamløs, kun har fulgt
sit moderne Hang til Virkelighedstroskab, sin Uvilje
mod romantiserende Be-smykkelse, sin uvilkaarlige
Drift hen imod den skærende Livs-sandhed.
Ikke mere moralsk Berettigelse har den almindelige
Klage over hvad Julian Schmidt engang har kaldt
Gemenheden i Heines Tankespring fra det Ophøjede til
det Lave. Et t}7pisk Eksempel paa disse Omslag i Stil
og Stemning er Digtet Freden i Nordsø-poesiernes
Gruppe, i hvilket Heine ser Jesus som Fredsfyrste
under Havblikket skridende kæmpestor i sin hvide
Klædning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
