Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det unge Tyskland - XIII. Heine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
456 Det unge
Tyskland
Harzrejsen, den næste Afdeling (1824), indeholder
de dejlige Bjergmandsdigte, som undfangedes paa en
Fodrejse, ved hvilken Heine søgte Forfriskning efter
de juridiske Studier i Gottingen. Her er yndefulde
Billeder af Bjergegne og Bjergmandsstuer og en med
henrivende Overmod vedligeholdt aandfuld og kæk
Selvlovprisnings-Stemning. Det smukke, vidfulde Digt
om Ridderne af den hellige Aand har vel udfoldet sig
over Motivet fra Optrinnet, hvor Gretchen udspørger
Faust om hans Tro, men besidder en Oprindelighed,
der har gjort det almenyndet Jorden over.
Saa sluttes Bnch der Lieder med Nordso-Dig tene,
skrevne efter et dobbelt Ophold paa Nordcrney, i
stærke, frie Rytmer (-1825 og 26). Der er heri først
og fremmest en Natursans, som i tysk Poesi betegner
en ny Erobring.
I Forholdet til Naturen syntes Goethe at have
udtømt Alt. Hans Kærlighed til alt Liv i Naturen,
hans Slægtskabsfølelse med Dyr og Planter, hans
Fornemmelse af, at Mennesket i sit Væsen er ét
med de andre Væsner og hans Anskuelse af Altets
Enhed under vekslende Former i evig Omskiftning -
denne Gave til at opløse Naturen helt i Følelse
var hans første Ejendommelighed. Den afløstes eller
fuldstændiggjordes snart ved hans Evne til at iagttage
og gengive Naturoptrinnene uden at underlægge dem sine
egne Følelser. Han studerer Naturen, bliver Iagttager
og Forsker, og hans stedse mere dybtgaaende Anskuelse,
hans geniale Blik gør ham paa to Hovedomraader
til en Opdager, der sætter Tidsskel. Vi ser ham
gennemløbe alle en stor Sjæls Stadier overfor
Naturen, det følsomme, det religiøst-panteistiske
og den digterisk-videnskabe-lige Anskuelses,
tilsidst klamrende sig saa slærkt til det sanselige
Indtryk, at han af al Magt trænger det Sjælelige som
forstyrrende tilbage. Hans Synsmaade bliver stedse
mere jordbunden og virkelighedskær. «Jeg frygter
ikke den Bebrejdelse,* siger han i sin Afhandling om
Graniten, «at det skulde være en Modsigelsens Aand,
der har ført mig fra Iagttagelse og Skildring af
det menneskelige Hjerte, den yngste, mangfoldigste,
bevægeligste, forander-ligste Del af Skabningen, den,
som det er lettest at ryste og rokke, til Iagttagelsen
af Naturens ældste, fasteste, dybeste, urokke-ligste
Søn»*). Han mener Graniten.
I hvad Retning var det da endnu muligt for en tysk
Digter
*) Goethe: Werke. 33. Bind. S. GLXIV.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
