Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Det unge Tyskland - XXVIII. Den revolutionære Poesi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den revolutionære Poesi
653
vakte Opsigt ved deres sande og levende Skildringer
af ungarsk Natur og ungarsk Folkekarakter. Man kan
i denne Henseende sammenligne Karl Beck med den
fem Aar yngre ungarske Nationaldigter Petofi. I sin
Egenskab af Frihedsdigter kan han betragtes som Bornes
eneste fremragende poetiske Elev. Han er som han
den jødiske Stammes, Proletariatets og den politiske
Friheds Talsmand. Gammeltestamentlig Værdighed og Stil
blander sig hos ham med Paavirkninger fra den nyeste
tyske og franske Frisindsliteratur. I den østerrigske
Poesi har han nærmest Anastasius Grun og Lenau til
Forgængere. Han har ikke en Prutz’s grundige Dannelse,
men brændende Farver, Stemningens Gløden, Udtrykkets
Anskuelighed og en forbitret Begejstrings Udtryk. Han
var imidlertid af dem. som vel hilste Revolutionens
Udbrud med Glæde, men hvem Reaktionens Sejr bragte til
at skifte Tonart. Da Ungarns storladne Opstand var
knust, rettede han til Østerrigs Kejser et Digt med
Smiger for Sejrherren og en Bøn om Naade for de fangne
Helte, der harmede hans gamle Kampfæller. De mindedes,
at han før Sammenbruddet havde været Republikaner og
Socialist, han, der nu efter Ungarns Fald optraadte
som kejsertro Østerrigsk Undersaat*)-
Alfred Meissner (f. 1822 i Teplitz) og Moritz Hartmann
(L 1821 i Duschnik), er Bøhmens to betydeligste
tyske Lyrikere og lige ildfulde i deres politiske
Frihedsbegejstring.
Meissners uskønne Endeligt bør ikke faa Nogen
til at lukke Øjnene for hans fuldstændigt ægte og
tilforladelige poetiske Talent. Det er og bliver
visselig en sørgelig Unatur, at en af Tysklands
mest fremragende Lyrikere efter en hæderfuld Ungdom
nedlod sig til at afkøbe en underordnet Skribent
hans Haandskrifter og udgive dennes middelmaadige
Romaner for sine; men det forringer ikke hans Værdi
som Frembringer af de ypperlige Digte, han selv har
forfattet. Man læse blot hans flammende Mindedigte
over Byron og George Sand, og man vil have Prøver paa
en revolutionær Veltalenhed, som Ungdommen i Fyrrerne
med Rette ikke modstod.
Moritz Hartmann, hans Jævnaldrende og Landsmand, er
en Skikkelse af andet Malm, uden Lyde, en sjælden
Sanger og en Helt. Ingen tysk Digter har fra sin
tidligste Ungdom til sin Død
*) Smlgn. Moritz Hartmann: Reimchronik des Pfaffen
Mauritius. Cap. V Apostel und Apostaten.
42*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
