Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Franske Personligheder - Gustave Flaubert (1821–1880)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Gustave Flaubert
Karthago og Byens Lejetropper, der ikke en Gang
frembød en verdenshistorisk eller almen Interesse. Man
sad og ventede paa en parisisk Ægteskabsroman og saa
fik man i Stedet Tanits-dyrkelse og Molokstilbedelse,
Belejringer og Kampe, Rædsler uden Tal, en hel Hærs
Undergang i Hungerskvaler og en libysk Hærførers
langsomme Marterdød.
Og det Underligste var, at alt dette, som Ingen
vidste noget om og Ingen kunde kontrollere, hele denne
uddøde, vildt barbariske Verden traadte frem med en
Anskuelighed og smaalig Nøjagtighed, der i ingen
Henseende stod tilbage for den i Fru Bovarg. Man
opdagede, at hans digteriske Fremgangsmaade var
uafhængig af Æmnets Beskaffenhed. Flaubert havde
spillet Læseverdenen et Puds, paa en slaaende Maade
vist den, hvor lidet den havde forstaaet ham. Hvis
Nogen havde troet, at han som Realist var bunden til
det fædrene Land og Klima, saa kunde man nu lære, hvor
vel tilpas Flaubert følte sig i Flammelandene. Hvis
Nogen havde ment, at det smaaborgerlige Liv i dets
Grimhed og dets Komik formaaede at fængsle ham,
at hans Talent var i nogen Maade hollandsk, saa
maatte man nu opdage, at Flaubert ikke for intet
havde havt Ungdomssværmeri tilfælles med Mændene
fra 1830 og at han, ganske som de, søgte hen til
oprindelige Lidenskaber og barbariske Sæder. Dog
indtil hvilken Grad Flaubert i Virkeligheden delte
Erkeromantikernes Sværmerier og Barnagtigheder, det
anede selv efter Salambo de Færreste. Afrikas Sol og
Østerlandets Liv var blevne ham hellige ved Byron og
Victor Hugo, og hans personlige Indtryk havde kun
befæstet de poetiske. Lugten af Kaffe fik ham til
at se vandrende Karavaner for sig, og han spiste de
afskyeligste Retter med Religion, naar de blot havde
et fremmedklingende Navn.
Flaubert havde gjort sit Yderste for at frembringe
Noget, der lignede det gamle Karthago. Han var
imidlertid Kunstner nok til at vide, det ikke kom
an paa den ydre Sandhed, men paa den indre, som man
kalder Sandsynlighed. Hans Skildring forekom Enkelte
fuldt overbevisende. En Tvivl om dens Overensstemmelse
med den 22 Aarhundreder fjerne Virkelighed blev
engang i min Nærværelse af Taine besvaret med det
simple: «Jeg tror, at den er sand.» Men fraset dette,
saa gælder her de Ord, med hvilke Flaubert kækt og
aabent tilbageviste et Angreb af Sainte-Beuve: «Jeg
tror ganske vist at have frembragt Noget, der ligner
Karthago. Men det er ikke Spørgsmaalet. Jeg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
