Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Franske Personligheder - Gustave Flaubert (1821–1880)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Gustave Flaubert
93
.6
Aaret 1874 bragte endelig det Værk, hvilket Flaubert
selv betragtede som sit Hovedværk, det, paa hvilket
han havde arbejdet ikke mindre end tyve Aar, og
som tydeligst røbede Beskaffenheden af hans Aand
– et forbløffende Værk. Da det først rygtedes, at
en fransk Romanforfatter havde skrevet Den hellige
Antonius’s Fristelse, nærede vist de ni Tiendedele af
Publikum ingen Tvivl om, at Titlen skulde forstaas
sindbilledligt eller som Spøg. Hvem kunde ane, at
Bogen for fuldt Alvor behandlede den gamle ægyptiske
Eneboers Fristelseshistorie.
Noget lignende havde ingen Romanforfatter, overhovedet
ingen Digter forsøgt. Vel havde Goethe skrevet Den
klassiske Valborgsnat, Byron i. anden Akt af Kain
leveret et Forbillede for nogle Enkeltheder, Turgénjev
i Visioner behandlet et fjernt beslægtet Stof i
ganske snever Ramme; men et Drama i syv Afdelinger,
der bestod af én milelang Enetale, eller rettere,
som kun var en nøjagtig Fremstilling af hvad der
i en Rædselsnat foregaar i et enkelt hallucineret
Menneskes Hjerne - en saadan Bog var aldrig før blevet
skrevet. Og dog havde dette Værk, forfejlet som det
er, i sin tungsindige Enstonighed en stille Storhed
og et helt moderne Præg7 som kun faa Digterværker i
den franske Literatur.
Den hellige Antonius staar paa Tærskelen til sin Hytte
oppe paa et Bjerg i Ægypten. Et langt Kors er plantet
i Jorden, et gammelt vredent Palmetræ helder ud over
Afgrunden, Nilen danner en Sø ved Bjergets Fod. Solen
synker. Eremiten er udmattet af en Dag tilbragt i
Faste, Arbejde og Selvplagerier. Saa føler han ved
Mørkets Komme sin Sjælskraft svækkes. En drømmende
Længsel efter Yderverdenen fylder hans Hjerte. Snart
vellystige, snart stolte, snart idyllisk smilende
Erindringer lokker og piner ham.
Først længes Antonius tilbage til sin Barndom, til
Ammo-naria, en ung Pige, han en Gang har elsket;
han mindes sin elskværdige Lærling Hilarion,
der har forladt ham; han forbander sit ensomme
Liv. Trækfuglene, der drager bort over hans Hoved,
vækker hans Ønske, at kunne flyve bort som de. Han
beklager sin Skæbne og begynder at stønne og vaande
sig. Hvorfor er han ikke bleven en rolig Munk i sin
Celle, hvorfor har han ikke valgt en Præsts fredelige
og nyttige Liv! Ham
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
