Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Franske Personligheder - Alphonse Daudet (1840–1897)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
132 Alphonse
Daudet
endog for en Romanforfatter; rigtignok er det længe
siden.> Ingen kan undre sig over, at Daudet med
Mistænksomhed har modtaget, hvad der kom fra denne
Haand, selv om det var uigendrivelige Aktstykker.
II
Et enkelt Ord, der malende betegner Alphonse Daudet,
er Ordet verve, der uoversætteligt, som det er,
vil sige: det indre Væld, det poetiske Sving, der
gør livlig; ildfuld Veltalenhed eller sligt. Han
spillede sine Figurer, fortalte atter og atter sine
Romaner, før han nedskrev dem. Letrørt og let spotsk
som han var, roste og dadlede han sine Personer, brød
undertiden selv frem i sin Fortælling. I Begyndelsen
blandede han endog Æventyrfignrer med de virkelige,
eller han tiltalte de livløse Ting, Planter og
Dyr. Der er meget heri, som genkalder engelsk og
nordisk Vis.
Daudet var en af de Franskmænd, der stod nordisk
Følemaade nærmest. Der sporedes i hans Ungdom hos
ham et vist Slægtskab med Dickens, undertiden ogsaa
Paavirkning fra Dickens, f. Eks. i den forøvrigt saa
typiske og vittige Skikkelse Dolobelle i Fremont
& Risler. Alexander Kielland har derfor kunnet
lære af Daudet som af Dickens. Optrinnene mellem
Tjenestefolkene i Naboben er efterlignede i de
tilsvarende Scener af Kiellands Arbejdsfolk.
En Fortælling som Le petit chose fra hans tidligste
Tid er forsætligt barnlig! Man læse i den Afskeden fra
Nimes: «Jeg sagde til Platanerne: Farvel, mine kære
Venner! og til Vandbækkenerne: Det er forbi, vi ses
ikke mere! Der var i Haven et Granattræ, hvis højrøde
Blomster udfoldede sig i Solen, jeg sagde hulkende
til det: Giv mig en af dine Blomster! Og det gav mig
den. Jeg satte den i mit Bryst til Minde om Træet.»
Det er hvad de Franske kalder miévrerie, Kælenskab,
Vidnesbyrd om et blødt Sind og en lyrisk Fantasi,
som de i vor Literatur møder En hos H. C. Andersen,
i den norske stundom hos Bjørnson.
Men betegnende nok, medens man i Norden, naar en
Forfatter begynder lidt sødladent, gerne holder ham
fast ved den følsomme Stil, forholder det sig lige
omvendt i Frankrig. Publikum, Presse, Kritik tilraaber
ham stadigt: Dette Blide og Føl-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
