Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Franske Personligheder - Guy de Maupassant (1850–1893)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
188 Guy de
Maupassant
Hovedpersonen i Son Excellence Engene Rougon, den
evige Smæg-ten i La faute de l’abbé Mouret eller i Une
page d’amour. Den Attraa, om hvilken han fortæller,
udmunder næsten altid i Skuffelse eller Ulykke, og den
er i sit Væsen hivende, sugende, en stakaandet Drift,
der giver langvarig Længsel og stakket Lyst.
Hos Maupassant er Sanseligheden naturkraftig,
landlig kunde man sige. Han dvæler i sine Vers ikke
ved de Kvaler, Gupido tilføjer, men ved de Glæder,
Venus skænker. Han taler ikke (som Richepin)
i eget Navn. Men han ser denne Naturdrift som en
guddommelig Magt, gennemtrængende Verdensaltet, og
behandler den i den store Stil som med sikre Træk
af en bred Pensel. Gennem Digtet Au bord de l’eau -
Kærlighedshistorie mellem en ung Mand og en landlig
Vaskerpige ved en Flodbred - gaar et saa stort
Naturpust, at et Digt om Kærlighed mellem Fauner
og Nymfer ikke kunde være mere overmenneskeligt
i Holdning, saa jordisk end Indholdet er. Eller
man tage Bogens største Digtning for sig: Venus
rustique. Den handler kun om en Bondepige, saa dejlig
at hun forrykker Hovedet paa alle Mænd; dog den
antike Kærlighedsguddoms store besnærende Trolddom
deri. Intet er her stygt eller lavt. Mellem Linjerne
skimtes en Art erotisk Naturdyrkelse.
Dette er den ene Stræng, han begynder at anslaa.
Medens da Zola som den sortseende Mand, han er,
fra først af i Attraaen øjner en Ulykkernes Kilde,
ikke sjældent betragter Elskov med Uvilje, ja Foragt
(som i Une page d’amour) ja undertiden har følt en
formelig Bitterhed overfor det, Schopenhauer kalder
der Wille zum Leben, Driften til at leve og meddele
Liv (se La joie de vivre) - har Guy de Maupassant
altid Medfølelse eller dog Overbærenhed med dem,
der dyrker Venus og hvem hun behersker.
Ja denne velvillige Overbærenhed strækker sig endog
til den laveste Kærligheds Præstinder. En Side af hans
Natur spejler sig i den Maade, hvorpaa Kurtisanen
i hans Bøger behandles. Man sammenligne dermed
den Behandling, hun faar f. Eks. hos Renan og hos
Zola. I de filosofiske Dramer, Renan som ældre Mand
har skrevet, er, som vi saa, den store Kurtisane,
Imperia, fremstilt med en oprigtig Velvilje, der
ikke er langt fra Beundring. For Zola derimod bliver
Kurtisanen straks den almindelige Tøjte, ødelæggende
som en blind Naturkraft, usigeligt dum og lav uden
dog i mindste Maade at være ond, det foragtelige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
